Fodbold

Fremtidens 'franske buffet' viser allerede, at han har det hele

Eduardo Camavinga er 18 år, men han har allerede spillet to sæsoner på seniorniveau samt debuteret på Frankrigs A- og U21-landshold.

Se Valencia-Real Madrid søndag klokken 21.00 på TV 2 SPORT X.

Alt tyder på, at det er en af fremtidens helt store stjerner, Real Madrid købte til klubben på sommertransfervinduets sidste dag.

For lige siden sin seniordebut som 16-årig i franske Stade Rennes har Eduardo Camavinga delt smagsprøver ud.

- Det er som at gå ind på en restaurant, hvor han er buffeten. Han har det hele. Han har så mange redskaber, at det ser vanvittigt spændende ud, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Andreas Laudrup.

Hvem er Eduardo Camavinga?

Fuldt navn: Eduardo Celmi Camavinga

Nationalitet: Fransk

Alder: 18 år

Position: Midtbane

Trøjenummer: 25

Kontrakt: Seks år (30/6-2027)

Tidl. klub: Stade Rennes

- Han har hurtige fødder. Han er teknisk stærk. Han bevæger sig godt på banen. Han har en imponerende forståelse for spillet i forhold til sin alder. Han har et drive, jeg tror, kan bringe ham rigtig langt.

Ifølge adskillige medier kan teenageren ende med at koste Real Madrid omkring 330 millioner kroner inklusiv bonusser.

- Jeg tror simpelthen, Real Madrid vurderede, at de ikke turde vente med at købe ham, siger Laudrup.

Drømmestart i Real Madrid

Camavinga debuterede for Real Madrid i LaLiga den 12. september, hvor han seks minutter efter sin indskiftning scorede i hjemmeholdets sejr over Celta Vigo.

I sin kamp nummer to - i Champions League mod Inter - diskede han op med et oplæg til kampens eneste scoring efter endnu en indskiftning.

34 minutters fodbold - to markante bidrag.

- Der så man, hvad han har – boldbehandlingen, farten, forståelsen, og så den fantastiske aflevering til Rodrygo, der scorede. Camavinga er helt oppe blandt de største i den internationale talentmasse. En vanvittigt spændende spiller, siger Andreas Laudrup.

Den unge franskmand med congolesiske rødder dækker primært den centrale midtbane, men kan også gå ned som ren defensiv midtbanespiller, som han til tider har gjort både for Rennes og på Frankrigs U21-landshold.

- Vi kan jo faktisk drage paralleller til en ung gut i Barcelona i form af Pedri, der har taget LaLiga og Spanien med storm. De håber helt sikkert også i Real Madrid, at Camavinga kan gå ind og dominere midtbanen.

- Der er jo et stort ’men’, fordi Camavinga netop kun er 18 år, og fordi det kun er i den franske liga, han har spillet. Så vi skal måske hen over et år eller to, før vi rigtigt kan vurdere, om han bliver succesfuld i Real Madrid, siger fodboldeksperten.

Arvetagerne er på plads

Ankomsten af Eduardo Camavinga kan vise sig at blive den sidste brik i fremtidens midtbanetrio i den spanske storklub.

Op gennem 2010'erne har stjernerne Luka Modric (36 år) og Toni Kroos (31 år) udgjort en af verdens bedste midtbaneduoer foran defensive Casemiro (29 år), men partnerskabet lakker stille og roligt mod enden.

Foruden Camavinga står den allerede etablerede Real Madrid-spiller Federico Valverde klar til at tage over.

- De to kan jeg godt se få en lang karriere i Real Madrid sammen, og så med en af verdens bedste defensive midtbanespillere i Casemiro - men i fremtiden måske talentet Antonio Blanco, der har gjort det rigtig godt for reserveholdet.

- Real Madrid har en rigtig god midtbane lige nu, men i særdeleshed også i fremtiden, siger Andreas Laudrup.

Eduardo Camavinga blev sommerens eneste 'rigtige' køb af Real Madrid, der også hentede forsvarsspilleren David Alaba på en fri transfer.