Fodbold

Kjær udgår i storkamp

Efter fire kampe er Juventus på 18.-pladsen med to point, mens AC Milan er nummer to i Serie A med ti.

Juventus har stadig den første sejr til gode i Serie A i denne sæson efter storkampen mod AC Milan søndag aften.

Et jævnbyrdigt opgør endte nemlig uden vinder, og taberen er måske i stedet Simon Kjær, der udgik med en skade i første halvleg.

Juventus 1-1 AC Milan

  • 4' 1-0 Alvaro Morata (Juventus)
  • 65' Gult kort, Paulo Dybala (Juventus)
  • 65' Gult kort, Sandro Tonali (AC Milan)
  • 76' 1-1, Ante Rebic (AC Milan)
Milan udligner i anden halvleg mod Juventus og Simon Kjær udgår med skade Video: TV 2 SPORT

Kjær i fokus

Allerede i det fjerde minut gik det galt for Kjær og Milan-defensiven, der blev fanget højt på banen efter et hjørnespark.

Helt fra egen banehalvdel stak angriberen Alvaro Morata afsted i en friløber, og med et elegant vip over målmanden sendte han Juventus foran.

I det 22. minut var det lige ved at gå galt igen, men denne gang fik Simon Kjær indhentet Morata, som han fik tacklet nogle meter udenfor feltet.

Senere i første halvleg gik det så alligevel galt i en anden forstand, da Kjær igen kom i fokus.

Danskeren lavede udskiftningstegn til Milan-bænken og satte sig i græsset med et opgivende smil. Kort efter gik han selv fra banen efter 34 minutter, med hvad der kunne ligne en muskelskade i sit ene lår.

Flot udligning

Milaneserne kom bedre med i anden halvleg, hvor udeholdet formåede at sætte nogle gennemspillede angreb sammen. Det var dog yderst sjældent, det mundede ud i en kvalificeret afslutning.

Pulsen steg først for alvor en smule i det 65. minut, da Paulo Dybala lavede en unødvendigt grov tackling på Sandro Tonali, hvorefter de to kamphaner fik et gult kort for et efterfølgende skænderi.

Med godt et kvarter tilbage steg Ante Rebic til sejrs på et hjørnepark og dirigerede bolden ind via stolpen på fornemmeste vis.

Herfra kom begge mandskaber frem til enkelte chancer, men den absolut største tilfaldt Kjær-erstatningen Pierre Kalulu, der misbrugte en næsten fri skudmulighed kort før tid efter en pragtredning af Wojciech Szczesny.

Første nederlag til Mourinho

Fjerde spillerunde bød også på et overraskende nederlag til Jose Mourinho og AS Roma, der tabte 3-2 til Hellas Verona.

Opgøret bød på flere imponerende flotte mål, som da Davide Faraoni bragede vindermålet i kassen på en flugter fra kanten af feltet i anden halvleg.

AS Roma led sæsonens første nederlag med 3-2 til Hellas Verona efter flere flotte mål.

Efter seks sejre i træk i alle turneringer gik den dermed ikke længere for Mourinho i denne sæson. Med nederlaget er AS Roma nummer fire i Serie A.