Fodbold

Barcelona skuffer stort

Barcelona fik reddet sig til et enkelt point på hjemmebane mod bundholdet Granada i LaLiga.

Barcelona-spillerne bør holde sig fra at åbne de spanske sportsaviser tirsdag morgen.

Her vil der nok ikke være roser og komplimenter at finde, efter de store Barca-stjerner havde det svært, da bundholdet Granada var på besøg mandag aften.

Ronald Koemans tropper havde fine muligheder undervejs i kampen, men hjemmeholdets spillere havde absurd store problemer med at få bolden i nettet. Det var først til allersidst, det blev en realitet.

Barcelona 1 - 1 Granada

  • 2' 0-1: Duarte
  • 90' 1-1: Araujo

Den unge Barca-spiller Ronald Araujo fik mod afslutningen afværget den helt store katastrofe, da han med et hovedstød sikrede et enkelt point.

Granada er derfor stadig uden sejr i sæsonens første fem kampe. Barcelona kan derimod notere sig for otte point efter fire kampe efter to sejre og to uafgjorte resultater.

Det rækker til en syvendeplads for Barcelona, der har spillet en kamp færre end de resterende tophold. Hvis vi altså ser bort fra Sevilla, som Barca netop mangler at møde i et udskudt opgør.

Real Madrid topper LaLiga med 13 point.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Inden denne sæson skiftede Lionel Messi til franske Paris Saint-Germain, og Barcelona har været hårdt ramt på det seneste efter tabet af ikonet.

I sidste uge tabte et skidt spillende Barcelona-mandskab den første kamp i Champions League med 0-3 hjemme til Bayern München.

Og i den hjemlige liga var spillet ikke meget bedre mod Granada, selv om det blev til et enkelt point i sidste ende.

Det ene point blev tilmed først reddet i hus på et mål i det 90. minut af forsvarsspilleren Ronald Araujo.

Efter et massivt pres mod Granadas mål i slutningen af kampen fik den indskiftede 17-årige midtbanespiller Gavi løftet bolden i en bue hen til Araujo, som headede bolden i mål til 1-1.

Forinden var gået 88 minutter med trøstesløst Barcelona-spil uden nok idéer og kreativitet.

Barcelona havde indkasseret et tidligt mål, hvor Granadas Domingos Duarte headede bolden i mål ved bageste stolpe.

Det skete, efter at Granadas Sergio Escudero snød Sergio Busquets og Eric García i venstre side og løftede bolden ind til Duarte, der hoppede over sin oppasser Frenkie de Jong og scorede til 1-0.