Fodbold

Stor hæder til landsholdet

Danmarks herrelandshold er kåret som ‘Årets hold’ af det store, tyske medie Sport Bild. Titlen gør Kasper Hjulmand stolt.

Et hold kan optræde på mange forskellige måder, men ifølge Sport Bild bør alle hold have det danske herrelandshold i fodbold som det ultimative forbillede.

Det store sportsmedie har kåret Danmarks EM-hold som ’Årets hold’, og med overskriften ’Tak for sammenholdet’ er det tydeligt, at prisen ikke gives på grund af Danmarks deltagelse i EM-semifinalen.

Den gives derimod for landsholdsspillernes heroiske og enormt sympatiske ageren, da Christian Eriksen faldt om med et hjertestop i EM-premieren mod Finland.

- I det værst tænkelige øjeblik viste spillerne, hvad det vil sige at være der for hinanden, skriver Bild blandt andet.

Efter Christian Eriksen pludselig faldt til jorden, var anfører Simon Kjær fremme hos sin holdkammerat på ganske få sekunder. Andre tilkaldte hjælp udefra, og da den kom frem, dannede hele holdet en kreds rundt om Christian Eriksen. Sammen skærmede de deres ven for nysgerrige blikke i de livstruende minutter i Parken.

- Jeg er virkelig stolt af den her pris, siger Kasper Hjulmand til Bild.

- Det er en stor pris, fordi det er en holdpris. Og jeg kan ikke udpege en eneste spiller eller en fra staben, for alle gjorde det fantastisk. For mig er det her et forbillede på, hvordan folk bør behandle hinanden, siger Hjulmand.

Fodbolden i anden række

Efter en lang pause blev kampen mod Finland genoptaget, da landsholdet havde været i kontakt med Christian Eriksen og havde vished for, at han efter omstændighederne havde det godt.

Opgøret endte med et 1-0-nederlag, men på det tidspunkt var alle enige om, at fodbolden kom i anden række. Og sådan er det stadig, selvom Danmark imponerede ved at vise et ualmindeligt kærligt sammenhold, der smittede af på spillet. Landsholdsspillerne var der for hinanden. Både på og uden for banen hele vejen til semifinalen, hvor England vandt efter at have scoret på et tyndt straffespark i den forlængede spilletid.

Det straffespark nærer stadig, men selvom Hjulmand og landsholdsspillerne drømmer om at vinde titler, kommer fodbolden som nævnt i anden række.

- Jeg har sagt det 100 gange, og jeg siger det gerne 100 gange mere. Det eneste, der betyder noget, er, at Christian er okay, siger Simon Kjær om mulighederne for at spille flere kampe med Christian Eriksen.