Fodbold

United forlader ligacuppen

Manchester United er færdig i Liga Cuppen efter et nederlag på 0-1 til West Ham hjemme på Old Trafford.

En enkelt kamp i Liga Cuppen blev det til for Manchester United i denne sæson.

Onsdag røg Ole Gunnar Solskjærs mandskab ud af den engelske pokalturnering i 16.-delsfinalen, da det hjemme på Old Trafford blev til et nederlag på 0-1 til West Ham.

Gæsternes Manuel Lanzini blev matchvinder med sin scoring, der faldt små ti minutter inde i opgøret.

Solskjær havde flere normale reserver i startopstillingen, og Cristiano Ronaldo fik en pause og var helt udeladt af truppen. Den portugisiske kreatør Bruno Fernandes startede på bænken, men blev sendt på banen i anden halvleg i jagten på et comeback, men lige lidt hjalp det.

Kasper Schmeichel var ikke med for Leicester, der gik videre med en 2-0-sejr over Millwall fra den næstbedste række. Jannik Vestergaard startede på bænken og blev skiftet ind med cirka 20 minutter tilbage.

Højbjerg er videre i pokalen

Pierre-Emile Højbjerg kom ligeledes ind fra bænken, da Tottenham mødte Wolverhampton.

Den ordinære spilletid endte 2-2, og så skulle kampen ud i en straffesparkskonkurrence. Her gjorde Højbjerg sig uheldigt bemærket, da han brændte sit forsøg, som ellers kunne have sikret Tottenham sejren.

Heldigvis for danskeren brændte Wolverhampton sit femte og sidste forsøg, så Tottenham alligevel gik videre.

Chelsea gik også videre efter straffesparkskonkurrence mod Aston Villa. Den ordinære spilletid var endt 1-1. Andreas Christensen fik en pause og var ikke med i Chelseas trup.

Arsenal havde fået en nem lodtrækning og mødte Wimbledon fra League One, den tredjebedste række. Den kamp endte med en sejr på 3-0 til Mikel Arteta og co.