Fodbold

Barca fik to røde kort i ny skuffelse

Jens Jønsson blev skiftet ind i første halvleg for Cadiz, da de torsdag aften fik 0-0 mod Barcelona. Frenkie de Jong og Ronald Koeman fik rødt kort.

For tredje kamp i streg forlod Barcelona banen uden en sejr.

Torsdag aften var Ronald Koemans tropper på besøg hos Jens Jønsson og Cadiz i LaLiga, og det gik langt fra, som storholdet havde håbet på.

Et velorganiseret Cadiz-mandskab gjorde det svært for Barca, og et rødt kort i anden halvleg til Barca-stjernen Frenkie de Jong gjorde opgaven utrolig svær for udeholdet. Scoringerne udeblev, hvorfor Barca måtte nøjes med 0-0. I kampens døende sekunder fik Barca-træner Ronald Koeman rødt kort for at brokke sig.

Resultatet betyder, Barcelona nu er noteret for ni point efter fem kampe og ligger på en øjeblikkelig syvendeplads. Real Madrid topper LaLiga med 16 point efter 6 kampe.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Jens Jønsson startede på bænken for Cadiz, men kom på banen kort før pausen efter en skade til holdkammeraten Fali Gimenez.

Martin Braithwaite var ikke med for Barcelona. Danskeren sidder fortsat ude med den knæskade, han for nylig blev opereret for.

Barcelona sad tungt på bolden fra start, men chancer var det småt med. Cadiz overlod alt initiativet til gæsterne, men det gik som regel for langsomt for Memphis Depay og co., så Cadiz-forsvaret nåede at få sig etableret foran eget mål.

Anden halvleg startede med en brat opvågning for Barcelona, da Marc-Andre ter Stegen måtte hive en stor redning frem for at afværge et mål til Cadiz.

Barcelona fandt derefter tilbage i rollen som spilstyrende, men ind ville bolden ikke. 20 minutter inde i anden halvleg blev det ikke nemmere for gæsterne, da Frenkie de Jong med sit andet gule kort inden for fem minutter blev vist ud.

Overtallet gjorde livet nemmere for Cadiz, der så småt begyndte at byde sig til i Barcelonas ende.

I slutfasen kom begge hold til muligheder foran mål, men det endte altså med et point til hver efter nulløsningen. I kampens døende sekunder blev Ronald Koeman også udvist for brok i forbindelse med et frispark til Cadiz.