Fodbold

Barca henter stortalent

Barcelona henter den 17-årige tyrker Emre Demir for omkring 15 millioner danske kroner. Han skifter til Barca fra sommeren 2022.

Barcelona er ikke det sted, de gerne vil være.

Storklubben befinder sig i en dyb økonomisk krise, hvilket resultaterne på banen fint afspejler.

Den økonomiske krise betyder også, at cheftræner Ronald Koeman ikke bare kan shoppe store spillernavne. Han gav selv udtryk for onsdag, at de unge spillere skal være med til at forme klubbens fremtid, og nu er der altså endnu en ung spiller på plads i klubben.

Barcelona skriver på sin hjemmeside, at man har hentet den 17-årige tyrker Emre Demir fra Kayserispor.

Det tyrkiske talent bliver i første omgang tilknyttet Barca B fra næste sæson, og han har skrevet under på en kontrakt frem til og med 2027.

Barca oplyser, at de betaler to millioner euro (cirka 15 millioner danske kroner) med mulige bonusser for Demir, og at han bliver udstyret med en vanvittig frikøbsklausul.

Skulle en klub i fremtiden tvinge Demir væk fra Barca, så skal de betale 400 millioner euro. Det svarer til lige godt tre milliarder danske kroner.

Emre Demir bliver i Kayserispor sæsonen ud, inden han flytter til Spanien og bliver en del af Barcelona fra sommeren 2022.

Demir har trods sine beskedne 17 år allerede spiller 31 ligakampe i den bedste tyrkiske række. Han kom på manges læber, da han i en alder af 15 år scorede i Tyrkiets bedste række, Süper Lig. Han er nemlig den yngste målscorer i ligaens historie.

Den spanske storklub måtte skuffende nøjes med 1-1 imod Granada i LaLiga. Video: Jonas Kjærsgaard