Fodbold

- Har ikke den her trøje på for at blive nummer to eller tre

Efter torsdagens pointtab udtrykker flere Barcelona-spillere deres utilfredshed over situationen i klubben.

FC Barcelona har kun vundet én ud af deres seneste fire kampe, og det er bestemt ikke hverdag for den normalt så sejrsvante storklub.

Det betyder, at klubben lige nu befinder sig på syvendepladsen i LaLiga, ligesom det blev til et klart 0-3-nederlag til Bayern München i holdenes første Champions League-gruppekamp.

Dermed tyder meget på, at Barcelona får svært ved at lave de store tilføjelser til trofæskabet i denne sæson, men flere af Barcelona-spillerne var efter det skuffende 0-0-resultat mod Cádiz torsdag klare i mælet om deres ambitioner.

- Jeg har ikke den her trøje på for at blive nummer to eller tre. Jeg er her for vinde og kæmpe med om alle de store trofæer. Vi har brug for en sejr, men jeg er stolt over, hvordan holdet har præsteret. Forhåbentlig kan vi glæde vores fans på søndag, siger Gerard Piqué ifølge Mundo Deportivo.

Piqué har spillet for FC Barcelona siden 2008 og har gennem tiden opnået enorm succes, men spanieren erkender, at den nuværende situation er langt fra det, han er vant til.

- Klubben har været på toppen i mange år. Lige nu går vi gennem en periode, som vi ikke er vant til som klub. Det har været nogle turbulente år.

Gerard Piqués titler med FC Barcelona

  • Otte spanske mesterskaber
  • Tre Champions League-titler
  • Syv Copa del Rey-titler

Holdkammerat Sergi Roberto bakker Piqué op.

- Vi skal vinde LaLiga. Det er ikke godt nok for mig at komme i topfire. Vi ved, at vi har en god trup, og selv om vi har mange skader, er der ingen undskyldninger. Vi bliver nødt til at se fremad. Vi kan kæmpe med om titlen i LaLiga, for jeg synes ikke, at de andre hold har bedre spillere, end vi har, siger han.

Koeman ønsker, at spillerne er realistiske

Klubbens cheftræner, Ronald Koeman, der fik rødt kort for brok i tillægstiden af kampen mod Cádiz, tilslutter sig spillernes ambitioner, men ønsker også, at der bliver kigget på klubbens situation.

- Jeg har allerede sagt mange gange, at vi skal forsøge at vinde hver kamp, og at man altid skal forsøge at vinde titler. Men man skal også være realistisk. Prøv at se den trup vi har, og de mennesker vi mangler. Det er noget andet, hvis vi havde alle spillere til rådighed, siger han ifølge AS.

Før kampen torsdag sagde Koeman på et pressemøde, at det ville være en succes for Barcelona, hvis klubben endte højt i tabellen, og at det ikke kunne forventes, at holdet leverede mirakler i Champions League i denne sæson.

Grundet den dårlige sæsonstart har der været mange rygter om Ronald Koemans fremtid, men før kampen i Cádiz forsvarede Barcelona-præsident Joan Laporta den hollandske træner.

- Træneres fremtid - ikke kun Koemans - afhænger selvfølgelig af resultaterne, men i Barcelonas tilfælde også om spillestilen. Men Koeman er vores træner, og lige nu støtter vi ham, lød det fra Laporta ifølge Ritzau.

Syv Barcelona-spillere sidder i øjeblikket ude med skader - heriblandt danske Martin Braithwaite.