Fodbold

Ikke sket siden Maradona-æraen - nu drømmer Napoli stort igen

Napoli har fået en forrygende start på sæsonen med lutter liga-sejre, og nu drømmes der stort i traditionsklubben.

Sidst Napoli blev italiensk mester var Diego Maradona holdets topscorer, målmænd måtte samle bolden op ved en tilbagelægning, og Danmark havde endnu ikke vundet EM.

Mere end 30 år er gået, siden Napoli i 1989/1990-sæsonen sluttede øverst i Serie A, og derfor hungrer den fodboldgale by også efter ny succes.

Den er muligvis undervejs, for Napoli har indledt sæsonen med lyn og torden. Alle modstandere i Serie A, inklusiv Juventus, er blevet tildelt nederlag, hvilket har bragt traditionsklubben alene i spidsen af rækken med 15 point i fem kampe.

Eksperter hylder holdet

Torsdag aften fortsatte Napoli den flotte sæsonstart, da holdet på udebane overbevisende besejrede Mikkel Damsgaard og Sampdoria med 4-0.

I forbindelse med den kamp var flere af TV 2 SPORTs fodboldeksperter i studiet også hurtige til at rose det napolitanske førerhold.

- De viste klassen, og de viser, at de vil lege med hos de store. De vil være med, hvor tingene bliver ekstraordinære. Det var en voldsom flot præstation, sagde Peter Graulund, der blev bakket op af kollega Jonas Hebo Rasmussen.

- Det er et hold med relationerne fuldstændig i orden. I de meget afgørende sekvenser har de spillere, der bare træder i karakter. Det skaber et rigtig godt fodboldhold, lød vurderingen.

Stillingen i Serie A (efter fem kampe)

  1. Napoli: 15 point
  2. Inter: 13 point
  3. AC Milan: 13 point
  4. AS Roma: 12 point
  5. Atalanta: 10 point

Fanformand i ekstase

Og det er ikke kun i Napoli, fodbolddrømmen vokser dag for dag. Hjemme i Danmark sidder også en række dedikerede Napoli-fans, der nyder tilværelsen lidt mere end normalt.

En af dem er Luigi D’Ambrosio, der er formand for fanmediet Forza Napoli Danmark Han fortalte tidligere på ugen begejstret TV 2 SPORT om, hvordan det lige nu er at være Napoli-fan.

- Det er en dejlig fornemmelse, vi har i maven lige nu. Det er et hold, der spiller flot fodbold, som vi kender dem. Scorer mange mål og spiller offensiv fodbold, sagde han.

- Man kan virkelig mærke, at glæden for holdet er tilbage. Ikke at man havde mistet den, men afslutningen på sidste sæson var lidt en stor nedtur, da vi mistede Champions League-pladsen på sidste spilledag.

Napoli

Grundlagt: 1926 

Stadion:  San Paolo (siden 1959) 

Titler:

Seria A: 2 (1986–87, 1989–90)

Coppa Italia: 5 (1961–62, 1975–76, 1986–87, 2011–12, 2013–14)

UEFA Cup: 1 (1988–89)

Noget af det Luigi D’Ambrosio er mest begejstret for omkring det nuværende Napoli-hold er den nytilkomne træner Luciano Spalletti, der blev ansat forud for denne sæson.

- Der er endelig kommet en træner ind, der forstår de styrker truppen har. Det her er ønskescenariet for vores sæsonstart.

- Vi har en træner, der formår at få os til at bevare roen, og vi skal også have fornuften med, for det er en lang sæson, selvom vi har fået en god start.

- Vi forsøger at styre begejstringen, hvis det overhovedet er muligt.

Profil hylder ny træner

Luigi D’Ambrosio er bestemt ikke den eneste, der hylder klubbens nye træner.

Napoli-angriberen Victor Osimhen, der har scoret fem mål i de seneste tre kampe, giver den nye Napoli-træner en stor del af æren for succesen.

- Spalletti har hjulpet mig meget. Han har givet mig tillid, og jeg håber, jeg kan betale ham tilbage. Jeg er beæret over at have en træner som ham. Han giver mig meget, og vi arbejder sammen, siger han ifølge Corriere dello Sport.

Spalletti maner til besindighed

Luciano Spalletti har, ifølge Football Italia, tidligere fortalt, at han ikke anser Napoli som mesterskabsfavorit, men i stedet vurderer han Inter og AC Milan som to af de stærkeste hold i ligaen.

- Selvfølgelig har vi selvtillid, men det her er kun begyndelsen. Jeg er udmærket klar over, at vores fans giver os en voldsom mængde kærlighed, men vi bliver nødt til at bruge det til fortsat at arbejdede hårdt med samme mængde dedikation.

- Vi bliver nødt til at fortsætte, hvad vi har gang i. At forblive rolige og beholde den rigtige mentalitet, siger træneren til Napolis hjemmeside.

Næste opgave for Napoli er på søndag, når holdet på hjemmebane tager imod Cagliari. Det er klokken 20:45, og kampen kan ses direkte på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.