Fodbold

Ronaldo bomber videre - det laver hans holdkammerater fra United-debuten i dag

Mens Ronaldo er tilbage på banen i Manchester United, er de gamle holdkammerater beskæftiget med alt fra romflasker og trænerjobs til Odense Boldklub.

16. august 2003 og 11. september 2021 er to datoer, både Cristiano Ronaldo og de fleste Manchester United-tilhængere sent vil glemme.

På den første dato debuterede en purung 18-årig Ronaldo, mens han på den anden dato vendte tilbage som en toprutineret superstjerne.

Og med et CV sprængfyldt med rekorder og en status som en af de bedste spillere i verden fulgte der naturligt store forventninger med, da han returnerede til Manchester.

Spørgsmålet var bare, om den nu 36-årige Ronaldo kunne leve op til dem.

Svaret? Det gav han selv i sine tre første kampe.

Med to mål i sin første kamp var CR7 tilbage i United-trøjen med bravur. Og tre dage senere var han på pletten igen med et mål i Champions League-kampen mod Young Boys, som United dog tabte 2-1.

En tilbagevenden til England, der kun blev bedre efter endnu en scoring i weekendens 2-1-sejr over West Ham.

Sammenlagt er det blevet til fire mål i Ronaldos første tre kampe, hvilket må siges at være godkendt. Cristiano Ronaldo bomber altså stadigvæk 18 år efter sin debut for Manchester-klubben.

Men hvad med de andre? De spillere, der bød Ronaldo velkommen på det stjernespækkede mandskab i en kamp mod Bolton tilbage i 2003. Hvor er de henne i dag, og hvad fik de ud af deres karriere?

Tim Howard

Målmand, USA, 42 år.

Efter 13 år i engelsk fodbold vendte han i 2016 tilbage til USA. Her skrev han kontrakt med MLS-klubben Colorado Rapids, som han vogtede målet for i fire sæsoner. Efterfølgende spillede han tre måneder for Memphis 901 i den næstbedste række. Her er han fortsat at finde - nu i en rolle som sportsdirektør. Sideløbende arbejder han som Premier League-analytiker på amerikansk tv.

Phil Neville

Højre back, England, 44 år.

Phil Neville stoppede sin aktive fodboldkarriere i 2013 i Everton. Siden har han haft forskellige assistenttræner-jobs for både Manchester United, Valencia og Englands U21-landshold. I januar 2021 begav han sig dog ud på et helt nyt eventyr, da han takkede ja til jobbet som cheftræner for MLS-klubben Inter Miami, der er ejet af Nevilles ven og tidligere United-holdkammerat David Beckham. Derudover er Phil Neville selv medejer af fodboldklubben Salford City, der spiller i den fjerdebedste engelske række.

Rio Ferdinand

Midterforsvar, England, 42 år.

Den bomstærke midterforsvarer var her, der og alle vegne på fodboldbanen, og det er han såmænd stadig. Efter sin flotte karriere i Manchester United spillede han en enkelt sæson i Queens Park Rangers, inden han fortsatte livet i rampelyset som fodboldekspert- og debattør på engelske BT Sport og de sociale medier. Ferdinand er særdeles aktiv på især Twitter, hvor han dagligt deler ud af sin fodboldviden og holdninger til sine 11 millioner følgere.

Mikael Silvestre

Midterforsvar, Frankrig, 44 år.

Franskmandens sidste tacklinger blev sat ind i 2015 hos indiske Chennaiyin. Samme år tiltrådte han som sportsdirektør i sin tidligere klub Stade Rennais i Frankrig, men halvandet år senere sluttede samarbejdet. Siden er Silvestre gået i en helt anden retning. Han har nemlig startet et romfirma - Rhum St. Barth -, hvor han producerer og sælger rom sammen med konen Severine.

Quinton Fortune

Venstre back, Sydafrika, 44 år.

Sydafrikanske Quinton Fortune har mildest talt fået en noget anden karriere end Ronaldo. Efter sit ophold i Manchester var han forbi yderligere syv klubber, inden han stoppede karrieren i Doncaster i 2010. I dag arbejder han som teknisk træner i Championship-klubben Reading FC, som han kom til i 2020 efter et år som assistenttræner på Manchester Uniteds U23-hold.

Roy Keane

Defensiv midtbane, Irland, 50 år.

Han var kendt for sit utrættelige arbejde og sin kompromisløse spillestil, hvilket gjorde ham til en stor figur i Manchester United. Her var han at finde i 13 år, inden han sluttede karrieren med en halv sæson i skotske Celtic i 2006. Keane gik direkte videre til et job som manager i Sunderland, hvor han var tilknyttet i tre år, og efterfølgende har flere trænerjobs fulgt efter. Siden 2019 har han dog primært arbejdet som fodboldekspert hos britiske Sky Sports.

Eric Djemba-Djemba (indskiftet i kampen)

Defensiv midtbane, Cameroun, 40 år.

De fleste danske fodboldfans husker formentligt Djemba-Djemba, der chokerede hele Superligaen med sit pludselige skifte til OB. Her kom han til i 2008 efter sin tid i United og flere fejlslagne udlån. Midtbanemanden fik fire år i Odense, inden han med mindre succes rejste rundt til klubber i hele verden - for eksempel Israel og Indonesien. I dag bor han i franske Nantes, hvorfra han blandt andet bestrider jobbet som OB-ambassadør sammen med folk som MØ og Andreas Odbjerg.

Nicky Butt

Central midtbane, England, 46 år.

Butt stillede støvlerne på hylden i 2011 efter et ophold i South China, men i tiden efter karrierestoppet har han viet sin hverdag til Manchester United, hvor han har haft flere forskellige roller. Det gælder blandt andet jobs som assistenttræner, akademimanager og udviklingsdirektør. Direktørjobbet forlod han i slutningen af marts, og som det ser ud nu, er han kun beskæftiget med sit arbejde i Salford City, hvor også han er medejer.

Paul Scholes

Central midtbane, England, 46 år.

En vaskeægte United-legende. Paul Scholes spillede hele karrieren hos 'de røde djævle', og efter karrierestoppet i 2013 gik der blot et år, før han vendte tilbage som assistenttræner for en kort periode. De seneste år har han arbejdet som fodboldekspert på engelske BT Sport. Ligesom så mange andre United-ikoner er også han medejer af Salford City.

Ryan Giggs

Kantspiller, Wales, 47 år.

Mens det for de andre tidligere United-spillere går fint, står det noget værre til hos Ryan Giggs. Officielt er han fortsat træner for det walisiske landshold, men han er midlertidigt suspenderet fra jobbet, som han har haft siden 2018, fordi han er tiltalt for overfald mod to kvinder. Det betød blandt andet, at han ikke var med Wales til EM. Giggs er også medejer af Salford City.

Ole Gunnar Solskjær

Angriber, Norge, 48 år.

Her behøver vi vist ikke den store introduktion. Nordmanden er i dag træner for Manchester United og dermed også Cristiano Ronaldo. Det har han været siden marts 2018, hvor han overtog posten efter trænerjobs i både Molde FK og Cardiff City. Indtil videre ser det ud til, at samarbejdet med den tidligere holdkammerat Ronaldo går, som det skal - selvom Solskjær i sidste uge blev kritiseret af Rio Ferdinand for at lade Ronaldo dirigere spillerne fra sidelinjen.

Ruud van Nistelrooy

Angriber, Holland, 45 år.

Han lavede mål på samlebånd for både United og det hollandske landshold, og den egenskab har han i flere år forsøgt at give videre til de yngre generationer i sit hverv som angrebstræner i PSV Eindhoven. Det seneste år har han dog været assistenttræner for det hollandske landshold, men for godt to måneder siden vendte han tilbage til PSV som cheftræner for U21-mandskabet.

Diego Forlan (indskiftet i kampen)

Angriber, Uruguay, 42 år.

Den målfarlige angriber sluttede karrieren i Hongkong i 2018. De efterfølgende år har han jagtet trænerdrømmen med mindre managerjobs i hjemlandet Uruguay. Senest var han i trænersædet hos CA Atenas i den næstbedste række, men han blev fyret efter blot 12 kampe. Sideløbende med trænerkarrieren er han ambassadør for FIFA's fodboldmuseum.

Ronaldo nærmer sig 300 kampe for United

De resterende spillere på bænken i Ronaldos debut mod Henrik 'Tømrer' Pedersen og Bolton var Roy Carroll og John O'Shea.

Holdet blev trænet af Sir Alex Ferguson, og Manchester United vandt kampen 4-0 på mål af Ruud van Nistelrooy, Paul Scholes og to gange Ryan Giggs.

Ronaldo scorede altså ikke i debuten, ligesom han gjorde i comebacket i år, men ifølge Alex Ferguson leverede det 18-årige talent en "vidunderlig" præstation i sin første kamp.

Ronaldo har indtil nu spillet 295 kampe for Manchester United.