Fodbold

Barca-talent krammede sin læge efter drømmecomeback

Ansu Fati kom ind og blev afgørende for Barcelona i sin første kamp siden november sidste år.

I det 81. minut brød Camp Nou ud i jubel, som om hjemmeholdet netop havde scoret.

Målet kom først senere, men en storsmilende Ansu Fati løb på banen til sine første minutter på banen siden 7. november sidste år.

Og ti minutter senere scorede han så til resultatet 3-0 mod Levante.

- Jeg havde ikke forestillet mig sådan et comeback. Jeg er glad for sejren. Jeg takker lægerne, fysioterapeuterne og også fansene, siger Ansu Fati efter kampen ifølge Marca.

Umiddelbart efter scoringen løb spanieren ud til klublægen på bænken og gav ham et stort kram.

Barcelona-talentet fik et drømme-comeback efter 11 måneders skadespause. Video: Joakim Blomsterberg Olsen

Lang skadespause

18-årige Fati blev skadet i menisken i venstre knæ og efterfølgende opereret i november sidste år.

Siden har han kæmpet for at komme tilbage, og trods mindre tilbagefald i de seneste måneder blev han altså - som håbet - klar til at gøre comeback her i september.

- Jeg har tænkt på at hjælpe holdet. Jeg har også tænkt på min familie, der også har lidt de sidste måneder. Også på dem i klubben. De har støttet mig meget, siger Fati.

Med lørdagens sejr kravler Barcelona op som nummer fem i LaLiga efter seks kampe. Real Madrid fører med 17 point for syv kampe.

Ny nummer 10

Ansu Fatis længe ventede indskiftning var også første gang, Camp Nou fik mulighed for at hilse på klubben nye nummer 10.

I tiden efter Lionel Messis afsked var det åbent spørgsmål, hvem der skulle overtage nummeret, og valget faldt altså på det hjemmeavlede stortalent.

- For mig er nummer 10 ikke et pres, det er en stolthed. Jeg takker klubben og kaptajnerne for at give mig muligheden for at bære det, siger Ansu Fati.

Han har spillet 43 kampe og scoret 13 mål for Barcelona.