Fodbold

FCK smadrer FC Nordsjælland

FC København fik revancheret to nederlag i streg, da FC Nordsjælland blev slået med hele 5-1 i Superligaen.

FC København kom søndag tilbage på sporet med en 5-1-sejr på udebane over FC Nordsjælland i Superligaen.

Københavnerne virkede opsatte på at revanchere den seneste uges nederlag mod FC Midtjylland og Nykøbing FC.

En fysisk stærk FCK-midtbane vandt slaget centralt på banen og igangsatte flere kontraer efter bolderobringer.

FCN blev derfor tvunget til at angribe over siderne, hvilket holdet ikke havde stor succes med.

Sejren sender FCK på 23 point – ét færre end FCM på førstepladsen. FCN er på femtepladsen med 13 point.

Der var chancer i begge ender fra kampens start, men det var FCK, der kom foran i det 19. minut, da gæsterne leverede kontraspil efter fodboldens ABC, som midtbanespilleren Jens Stage afsluttede og gjorde det til 1-0.

FCN-anfører Magnus Kofod burde have udlignet ti minutter før pausen, men han afsluttede svagt.

Anden halvleg var fem minutter gammel, da FCN’s midterforsvarer Mads Døhr Thychosen sendte et fladt indlæg i eget net og gjorde det til 2-0.

Hjemmeholdet svarede igen tre minutter senere, da forsvarskollegaen Adamo Nagalo steg til vejrs og pandede FCN på 1-2 efter et hjørnespark.

Fire minutter efter udnyttede københavnerne også en dødbold, som blev headet på tværs til højrebacken Kevin Diks, der styrede bolden i nettet til 3-1 med hovedet.

I det 64. minut blev det 4-1 til gæsterne, da FCK-kreatøren Pep Biel smart vippede en bold over keeperen og videre i nettet.

FCK’s midtbanespiller Isak Johannesson gjorde det til slutresultatet 5-1 ti minutter før tid.