Fodbold

Juventus slider sig til sejr over Damsgaard og Sampdoria

Sampdorias Mikkel Damsgaard kom på banen til den sidste halve time, da Juventus hentede sæsonens anden sejr.

Efter en tung sæsonstart har Juventus så småt fundet fodfæste i Serie A.

Storklubben fra Torino fordoblede søndag antallet af sejre i den bedste italienske fodboldrække med en sejr på 3-2 over Mikkel Damsgaards Sampdoria.

Juventus har nu otte point for seks kampe på niendepladsen, mens Sampdoria med fem point er nummer 14.

Damsgaard kom først ind efter 59 minutter som en del af en tredobbelt udskiftning, da Sampdoria var bagud med to mål.

Fra bænken havde landsholdsspilleren set Paulo Dybala åbne scoringen med et flot og velplaceret langskud efter ti minutter.

Hvad der lignede en god eftermiddag for den argentinske offensivspiller, blev vekslet til stor ærgrelse, da han cirka ti minutter senere forlod banen grædende med en skade.

Men Juventus kunne også uden teknisk stærke Dybala. Med få minutter til pause omsatte EM-guldvinderen Leonardo Bonucci et straffespark til 2-0.

Dommeren havde peget på pletten, da Nicola Murru ramte bolden med hånden, og kendelsen blev fastholdt efter et videogennemsyn.

Hurtig reducering - Damsgaard indskiftet

Bare minuttet efter blev jublen på Allianz Stadium dog dæmpet igen. Her steg en anden forsvarsspiller, Maya Yoshida, til vejrs og stangede en reducering til 1-2 i nettet.

Den italienske landsholdsspiller Manuel Locatelli åbnede sin målkonto for Juventus efter sommerskiftet ved at score i et tomt mål efter 57 minutters spil.

Damsgaard blev ligesom flere andre sendt på banen, og med syv minutter igen fik Sampdoria igen færten af point.

Adrien Silva serverede bolden for fødderne af Antonio Candreva, der med en perfekt afslutning skar halvdelen af hjemmeholdets føring.

Heldigvis for Juventus blev det ikke mere spændende end det, og anden sejr i træk var en realitet.

Napoli stormer videre i toppen

Lørdag blev Napoli for en stund henvist til andenpladsen, da AC Milan slog Spezia og gik forbi.

Men søndag aften hentede napolitanerne førstepladsen tilbage med en 2-0-sejr hjemme over Cagliari.

Napolis angriber Osimhen havde hovedrollen i begge Napolis scoringer mod Cagliari, som ikke kunne forhindre Napoli i at overtage førstepladsen i Serie A. Video: TV 2 SPORT

Allerede efter 11 minutter bragede Victor Osimhen topholdet i front, og efter knap en time fordoblede Lorenzo Insigne føringen. Cagliari formåede aldrig for alvor at true offensivt.

Nu fører Napoli Serie A med 18 point for seks kamp. AC Milan og Inter følger efter med henholdsvis 16 og 14 point.