Fodbold

Scorer supermål med vandflaske i hånden

Mattia Destro fra Genoa var tæt på at blive matchvinder med sit bizarre mål, men Verona fik udlignet i tillægstiden.

Man kan roligt sige, at det flaskede sig for Mattia Destro.

Lørdag aften scorede Genoa-angriberen til 3-2 mod Verona - mens han holdt en vandflaske i sin venstre hånd.

- Jeg havde krampe. Jeg var så træt, så jeg vidste ikke, hvor jeg skulle smide flasken, så jeg valgte at beholde den i min hånd, siger Mattia Destro ifølge Football Italia.

Destro var trukket ud til sidelinjen for at tage en tår vand, da Genoa fik fat i bolden i eget felt og slog kontra. Den 30-årige italiener spurtede derfor tilbage i angrebet og lå forrest af alle Genoa-spillere.

Goran Pandev spillede bolden til ham, og foran sig havde Mattia Destro kun Koray Gunter. Verona-forsvareren blev tørret med skarpe driblinger, inden Destro køligt chippede bolden over Lorenzo Montipo i gæsternes mål.

Da Destro havde scoret, vidste han derimod godt, hvor han skulle gøre af flasken: Den røg ud til fansene.

Destro tæt på at blive matchvinder

Målet var mærkværdigt og sendte samtidig Genoa på sejrskurs, efter at holdet havde været nede med 0-2.

Det lykkedes dog Nikola Kalinic at score i tillægstiden, og Serie A-kampen mellem Genoa og Verona endte derfor 3-3.

Begge hold har dermed fortsat lige mange point: 5. Det var holdenes sjette kamp i sæsonen.

Verona er nummer 14. Genoa er nummer 15.