Fodbold

Stortalent er tilbage, men hvad med de andre skadede Barca-spillere?

Ansu Fati får comeback mod Levante søndag, men FC Barcelonas skadeliste tæller stadig mere end en håndfuld spillere.

Langt om længe har FC Barcelona kunnet strege et navn fra skadeslisten.

Søndag er stortalentet Ansu Fati tilbage, når Barcelona møder Levante i LaLiga. Fati har været ude i ti måneder med en knæskade og under kniven adskillige gange.

Barcelona-fansene skal dog ikke forvente at se offensivspilleren være med fra start. På et pressemøde lørdag slog cheftræner Ronald Koeman ifølge den catalanske avis Mundo Deportivo fast, at 18-årige Fati højst får 15 minutter på banen.

Nyheden om Fatis comeback er naturligvis godt nyt for Barcelona, men listen over skadede spillere er stadig lang:

  • Jordi Alba
  • Pedri
  • Alejandro Balde
  • Ousmane Dembélé
  • Sergio Agüero
  • Martin Braithwaite

Den catalanske avis SPORT skriver, at Jordi Alba og Pedri er de næste spillere til at gøre comeback, mens Ousmane Dembélé, Sergio Agüero og Martin Braithwaite må vente uger endnu på deres tilbagevenden til kampbanen.

Jordi Alba pådrog sig en lårskade i Champions League-kampen mod Bayern München, hvor Barcelona tabte 0-3. Barcelona meldte ikke noget ud om skadens omfang, men SPORT mener at vide, at Alba er klar efter landskampsterminen i oktober.

Hvad angår Pedri skønner SPORT, at han er tilbage til Barcelonas udekamp mod Benfica i Champions League onsdag i næste uge.

Braithwaite først tilbage næste år

Backuppen for Jordi Alba, Alejandro Balde, måtte udgå af ligakampen mod Granada tidligere på ugen med smerter i lænden. Ifølge SPORT tyder alt på, at Balde vender tilbage efter landskampsterminen i oktober.

Sergio Agüero har endnu ikke været i aktion for Barcelona siden sit skifte fra Manchester City i sommer, da han blev skadet i sæsonoptakten. Men SPORT anslår, at argentineren - såfremt han ikke bliver ramt af et tilbagefald - kan få debut mod enten Valencia eller Dynamo Kyiv i slutningen af oktober.

Franske Ousmane Dembélé måtte opereres for en knæskade i slutningen af juni. Barcelonas plan ifølge SPORT er, at Dembélé vender tilbage i november, men der vil ikke blive taget nogen chancer.

Martin Braithwaite har ligeledes været under kniven på grund af knæproblemer. Forventningerne i Barcelona er, at danskeren næppe vil spille igen før i januar, skriver SPORT.

Barcelonas kamp mod Levante og Ansu Fatis forventede comeback kan du se på TV 2 SPORT X søndag eftermiddag. Der er kampstart klokken 16.15.