Fodbold

Esbjerg tildeles bøde for tilskuers racistiske tilråb

Esbjerg skal betale 12.500 kroner, efter at en tilskuer har råbt abelyde og "perkersvin" efter dommere.

Fodboldklubben Esbjerg er blevet straffet med en bøde for en tilskuers racistiske tilråb mod en dommer i kampen mod Hobro i 1. division tidligere i september.

Det oplyser Fodboldens Disciplinærinstans på Dansk Boldspil-Unions hjemmeside.

Bødestraffen lyder på 12.500 kroner.

Af dommerens indberetning fremgår det, at der råbt abelyde efter dommerteamet, da det forlod banen.

Samme person råbte "perkersvin" efter dommerne, lyder det i Esbjergs redegørelse.

Klubben oplyser, at personen blev udpeget og tilbageholdt af kontrollører, hvorefter politiet blev tilkaldt.

Esbjerg har nu udstedt karantæne til personen til både hjemme- og udekampe, lyder det.

Holdet fra den jyske vestkyst vandt den pågældende hjemmekamp med 2-1.