Fodbold

Hjulmand ryster på hovedet af VM-plan

Landstræner Kasper Hjulmand appellerer til at lade spillerne blive hørt.

Fodboldspillerne skal tages med på råd, når det skal diskuteres og besluttes, hvor hyppigt VM skal afvikles.

Det mener landstræner Kasper Hjulmand, der ryster på hovedet af forslaget fra det internationale fodboldforbund (FIFA), der ønsker VM afviklet hvert andet år.

Lige nu afvikles VM hvert fjerde år, og det samme gør EM, og sådan skal det blive ved med at være, hvis Hjulmand skulle have lov til at bestemme.

- Man burde spørge spillerne. Spillere og fagfolk burde også have noget at sige. Jeg synes ikke, at det er en god idé.

- Vi har i Europa en rigtig god turnering. Jeg er bekymret for spillerne, og spillerne skal tages med på råd. Der er ingen grund til at putte flere kampe ind, siger Hjulmand.

Fifpro, fodboldspillernes internationale fagforening, er ikke blevet spurgt til råds af FIFA, og fagforeningen er imod FIFAs forslag på grund af et i forvejen hårdt kampprogram.

Hjulmand er også bekymret for, at EM vil blive devalueret, hvis der pludselig skal spilles VM hvert andet år.

Danmark nåede frem til semifinalen ved sommerens EM-slutrunde, hvor det endte med et nederlag mod England.

- I Europa har vi en fantastisk turnering i EM. Så jeg synes ikke, at det er en god idé, som jeg har set planerne rullet ud.

- Jeg kan godt lide det her med, at vi har EM og VM hvert fjerde år. Det passer godt, mener Hjulmand.

VM er historisk blevet afviklet hvert fjerde år siden 1930. På grund af Anden Verdenskrig blev VM i 1942 og 1946 dog ikke til noget.

Næste VM-slutrunde er i Qatar i november og december 2022.