Fodbold

Ibrahimovic tilbage på landsholdet - med forbehold

Zlatan Ibrahimovic er atter blevet udtaget til det svenske landshold, selvom han den seneste tid har døjet med en skade.

Han har spillet én kamp de seneste fire måneder på grund af skader, og søndag runder Ibrahimovic et skarpt hjørne, når han fylder 40 år.

Ovenstående linje dufter ikke ligefrem langt væk af landsholdsfodbold, men som Ibrahimovic så ofte før har vist, skal der langt mere til at stoppe ham.

Derfor er han også - alder og skade til trods - blevet udtaget til det svenske landsholds kommende to VM-kvalifikationskampe i starten af oktober.

Den svenske landstræner Janne Andersson har dermed taget en chance, da han ikke er helt sikker på, at den svenske stjerneangriber når at blive klar.

- Realistisk set er han ikke klar til at være i startopstillingen, som det ser ud nu. Vi må tage det, som det kommer, og håbe, at han bliver frisk. Det er en spiller af en sådan kaliber, at jeg synes, det er værd at gøre det sådan her, siger Janne Andersson ifølge Aftonbladet.

Tror på, han bliver klar

Ibrahimovics skade i akillessenen kom, kort efter han vendte tilbage fra en fire måneders lang skadespause.

Comebacket fejrede han med en noget speciel scoring i AC Milans storkamp mod Lazio, hvor den lange svensker gjorde det til 2-0 med usnørrede fodboldstøvler.

Kampen var et tydeligt bevis på, at Ibrahimovic stadig har fuldstændig styr på, hvor målet står.

Derfor tror og håber landstræner Janne Andersson også, at hans store profil bliver sin skade kvit, så han kan bidrage med samme målfarlighed på landsholdet.

- Vi kender alle til hans skadesbaggrund. Det bliver bedre hele tiden, og det er tæt på, at det er helt fint. Der er trods alt 11 dage til den første kamp og 14 dage til den næste. Min forhåbning er, at han kan blive så frisk, at han kan være med på samlingen, forklarer landstræneren.

Den svenske landsholdssamling begynder lørdag. Her skal holdet i de efterfølgende dage forberede sig på de to kommende VM-kvalifikationskampe mod Kosovo og Grækenland henholdsvis den 9. og 12. oktober.

Sverige ligger nummer to i deres kvalifikationsgruppe - fire point efter Spanien, der dog har spillet to kampe mere.

Zlatan Ibrahimovic har spillet 118 landskampe for Sverige og scoret 62 mål siden debuten i 2001.