Real Madrid skuffer fælt
På hjemmebane formåede Real Madrid at tabe til FC Sheriff Tiraspol, der nu fører gruppen foran Real, Inter og Shakhtar.
Så har man set det med: Real Madrid tabte tirsdag aften 2-1 på hjemmebane til FC Sheriff Tiraspol.
Gæsterne fra Moldova kom både foran 1-0 og fik et mål annulleret, inden den afgørende scoring blev sat ind kort før tid.
Real Madrid - Sheriff Tiraspol 1-2
- 0-1: Jakhshibaev 25'
- 1-1: Benzema 65' straffespark
- 1-2: Thill 90'
Inden opgøret var Real Madrid kæmpe favorit til at vinde - også selvom klubben skuffede ved at spille 0-0 mod Villarreal i den seneste hjemmekamp.
Men i fodbold er der som bekendt ingen garantier, og tirsdag aften skabte Sheriff Tiraspol en gedigen overraskelse.
Gæsterne fra Moldova kom foran efter 25 minutter, og først midt i anden halvleg lykkedes det hjemmeholdet at udligne på et straffespark.
Minuttet efter blev Rodrygo, Modric, Jovic og tilbagevendte Kroos sendt på banen for Real Madrid, men det var ikke nok til at sikre pligtsejren.
Trods en et massivt spilovertag og en skudstatistik på 31-4 i Reals favør lykkedes det gæsterne at vinde kampen, efter Sebastien Thill fra Luxemborg scorede et pragtmål i det 90. minut.
Thill stod klar på kanten af feltet, da bolden hoppede ud mod ham. Han havde ganske vist god tid og god plads, men det tager intet fra hans tordendrøn af en scoring. Med venstre ben bragede han bolden helt op i det ene målhjørne.
Det betyder, at holdet har gjort rent bord i de to første kampe. Derfor befinder Tiraspol sig også i toppen af gruppen, der desuden inkluderer Inter og Shakhtar, der spillede 0-0 tidligere på aftenen.
Sikker sejr til Liverpool
I aftenens mest målrige opgør mødtes Porto og Liverpool, der begge har prøvet at vinde Champions League. Her levede englænderne op til favoritværdigheden - og mere til.
Liverpool vandt hele 5-1 i udekampen, hvor både Mohamed Salah og Roberto Firmino scorede to gange.
Porto - Liverpool 1-5
- 0-1: Salah 18'
- 0-2: Mané 45'
- 0-3: Salah 60'
- 1-3: Taremi 75'
- 1-4: Firmino 77'
- 1-5: Firmino 81'
Den engelske topklub fører nu gruppe B med seks point efter to sejre i de første to kampe og har kursen sat mod videre avancement. Porto har ét point i bunden af gruppen.