Angriber misser EL-opgør: Afvist i lufthavnen
Kelechi Iheanachos blev forment adgang til Polen, fordi der var problemer med hans rejsedokumenter.
Du kan se Leicesters kamp mod Legia Warszawa på TV 2 PLAY torsdag.
Torsdag skal den engelske fodboldklub Leicester i aktion, når holdet møder polske Legia Warszawa i Europa League. Men det bliver uden angriberen Kelechi Iheanacho.
Han rejste godt nok sammen med resten af holdet til Polen onsdag, men uspecificerede problemer med nogle rejsedokumenter betød, at han blev forment adgang til landet, skriver Sky Sports.
Det betyder, at nigerianeren har været nødt til at returnere til England, fortæller klubbens manager, Brendan Rodgers, til fremmødte medier onsdag.
- Vi har haft et problem med Kelechi (Iheanacho, red.). Hans dokumenter var ikke nok til at komme ind i landet. Derfor bliver han ikke en del af holdet torsdag, siger Rodgers.
- Vi er nødt til at kigge på hans papirer og dokumenter, når vi returnerer til England, lød det.
Kan give problemer
Iheanacho blev i seneste sæson holdets topscorer med 19 mål.
Om opgaven, der står foran det engelske hold, siger Brendan Rodgers, at de skal op imod et hold, der står organiseret på banen.
- De (Legia Warszawa, red.) lavede et godt resultat i sidste runde, og så kan de potentielt give os problemer med deres kontraangreb, siger manageren på et pressemøde.
Det polske hold slog Spartak Moskva med 1-0 i første gruppekamp. Leicester spillede 1-1 med Napoli.
Leicester er også uden forsvarsspilleren Jonny Evans, der er blevet hjemme i England grundet en fodskade. Midtbanespilleren Wilfred Ndidi er ude med karantæne, efter at han modtog to gule kort i kampen mod Napoli.