Fodbold

- Det nemme er at skifte træner, siger Busquets efter ydmygelse

Barcelona har tabt begge gruppespilskampe med 3-0 til henholdsvis Benfica og Bayern München.

Barcelona løb endnu en gang ind i en ordentlig lussing, da holdet blev ydmyget med 0-3 til Benfica i Champions League-gruppespillet onsdag aften.

Nederlaget har formentlig ikke lettet presset på holdets cheftræner, Ronald Koeman, der har været udskældt for sine resultater i klubben.

Holdets kaptajn, Sergio Busquets, anerkender efter onsdagens kamp, at den nemme beslutning ville være at skifte træner.

- Men vi er alle ansvarlige. Sandheden er, at vi befinder os i en kritisk situation, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Barcelona tabte også sin første gruppekamp i Champions League, da Bayern gæstede Camp Nou og vandt med 3-0.

Busquets virker dog fortrøstningsfuld, når han kigger på Barcelonas chancer i turneringen.

- Vi har kun spillet to kampe i gruppen. Vi skal fokusere på at forbedre os, siger han.

- Vi skal vinde vores to næste kampe mod Dynamo Kiev og sideløbende se, hvordan det går de andre hold. Vi skal forsøge at være positive.

Koeman føler opbakning fra spillerne

Ronald Koeman føler trods nederlaget, at han bliver bakket op af sine spillere og deres attitude.

- Klubben? Det ved jeg ikke, siger han.

- Jeg kan ikke sige mere, fordi jeg ikke ved, hvad klubben tænker. Det er ikke i mine hænder, lyder det efter slutfløjtet onsdag.

Cheftræneren har heller ikke lyst til at snakke om det nuværende niveau hos hans Barcelona-hold.

- Det giver ikke mening at sammenligne dette hold med Barcelona-holdene for år tilbage. Det er helt sikkert, siger Koeman.

Barcelona ligger sidst i holdets Champions League-gruppe med nul point og en negativ målscore på 0-6.

I den hjemlige liga har det catalanske hold fået skrabet 12 point sammen efter seks kampe. Det er nok til en sjetteplads, men Barcelona har spillet en kamp mindre end de omkringliggende hold.