Jon Dahl og Malmö kørt over i CL
Malmö FF tabte onsdag aften 0-4 til Zenit Sankt Petersborg, da de to hold mødtes i Champions League.
Danskerklubben Malmö FF er fortsat uden mål og point i gruppespillet af Champions League, efter at klubben onsdag tabte hele 0-4 til Zenit Sankt Petersborg på udebane.
Arbejdsbetingelserne blev dog heller ikke gjort bedre, da Jon Dahl Tomassons tropper blev reduceret til ti mand i anden halvleg, hvilket endte med at koste dyrt.
Nederlaget efterlader ikke overraskende Malmö på sidstepladsen i gruppen med nul point, mens Zenit har tre point efter to kampe.
Hjemmeholdet satte sig indledningsvist tungt på opgøret.
Allerede efter ni minutter fik Zenit fravristet gæsterne bolden efter et højt genpres. Det førte til et fladt indlæg, som en fri Claudinho kunne sætte indersiden på.
Som halvlegen skred frem fik Malmö spillet sig varme, og pasningsspillet begyndte at hænge bedre sammen. Den danske Malmö-anfører, Anders Christiansen, havde en stor mulighed for at udligne efter 20 minutter, men brændte.
Fik mand vist ud
Spillet bølgede frem og tilbage i en første halvleg, der var ganske underholdende, men det forblev uden yderligere mål.
Hjemmeholdet startede igen ud med stor energi efter pausen. Det endte derfor med, at holdet kunne bringe sig på 2-0 efter få minutter.
Et passivt Malmö-forsvar kunne ikke gøre noget ved Daler Kuzyayev, der flot headede bolden i det lange hjørne.
Blot et enkelt minut senere blev en dum situation gjort værre, efter at Malmös forsvarsspiller Anel Ahmedhodzic modtog et rødt kort for at have hånden på bolden i en potentiel kontrasituation til Zenit. Det gav mere plads til hjemmeholdets spillere. Det drog først Alex Sutormin fordel af med en scoring til 3-0, inden holdkammeraten Wendel sent i overtiden kunne udbygge til 4-0.
Onsdag blev der igen afviklet to tidlige kampe i Champions League. I den anden kamp vandt italienske Atalanta 1-0 på hjemmebane imod schweiziske Young Boys.
Her var Joakim Mæhle med til at sikre alle tre point til Bergamo-klubben, selv om han startede på bænken. En skade til Robin Gosens efter ti minutter gav den danske landsholdsspiller chancen. Midtbanespilleren Matteo Pessina stod for kampens enlige mål.
Atalanta har fire point efter to kampe. Young Boys har tre.