Fodbold

Miniput leverede historiens største CL-sensation, siger Toft

Flemming Toft er målløs over tirsdagens store Champions League-overraskelse, hvor Real Madrid på hjemmebane tabte 2-1 FC Sheriff Tiraspol.

FC Sheriff Tiraspol fra den moldoviske liga har aldrig deltaget i et Champions League-gruppespil. Real Madrid har vundet turneringen syv gange.

Derfor kom det som en kæmpe chok for mange - heriblandt TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft - da moldoverne tirsdag aften rejste fra den spanske hovedstad med alle tre point.

- Jeg kan ikke huske noget lignende. Det her er, med afstand, den største sensation i Champions League-historien, for det kommer så meget ud af ingenting.

- Jeg kan huske mange andre store overraskelser. Jeg husker, at Barcelona engang tabte på hjemmebane til Dynamo Kiev, men det kommer slet ikke i nærheden af det her. Altså det her resultat er helt ude i hampen, siger Flemming Toft.

Udvalgte Champions League-sensationer:

  • Brøndby 2-1 Bayern München, 1998/99
  • Deportivo La Coruna 4-0 AC Milan, 2003/04
  • Barcelona 0-4 Dynamo Kiev, 1997/98
  • Newcastle 3-2 Barcelona, 1997/98
  • Real Mallorca 1-0 Arsenal, 2001/02

Flemming Toft er ikke alene i sine tanker om tirsdagens Champions League-overraskelse.

Flere spanske aviser beskriver også Real Madrid Madrids 2-1 nederlag som sensationelt og er hårde i deres bedømmelser af Real Madrids indsats. Den spanske avis Marca forsøger blandt andet at sætte resultatet lidt i perspektiv.

- Sheriff er nummer 66 på UEFA-ranglisten, Real Madrid er nummer seks. Sheriff har 19.500 koefficientpoint, Real Madrid har 100.000. Moldova er nummer 33 ud af 55 nationer i det Europæiske fodboldforbund, skriver avisen. Spanien er rangeret som nummer to.

Fodboldmediet Goal.com kalder resultatet for et af de "mest bemærkelsesværdige" i Champions League-historien, mens den spanske avis AS beskriver Real Madrids indsats som "pinlig".

Tilbage i 2017 kvalificerede Sheriff Tiraspol sig til gruppespillet i Europa League, hvor de blandt andre blev parret med danske FC København.

Ifølge statistik- og datavirksomheden Gracenote er sejren ligefrem den mest chokerende siden 2010, hvor data på området begyndte at blive indsamlet. Ifølge Gracenote havde Sheriff kun 1,4 procents chance for at vinde kampen.

Tidligere var den største overraskelse Celtics sejr på 2-1 hjemme over FC Barcelona i november 2012. Skotterne blev vurderet til at have 7,1 procents chance for sejr dengang.

Begrænset kendskab

Udover at have læst lidt op på ligaen i forbindelse med Danmarks kommende VM-kvalifikationskamp mod Moldova erkender Flemming Toft også, at hans viden om FC Sheriff Tiraspol er noget begrænset.

FC Sheriff Tiraspol

Grundlagt: 1997

Stadion Sheriff Stadium

Stadionkapacitet: 13.300

Mesterskaber: 19

Pokaltitler: 10

 

- Godt nok har klubben vundet mesterskabet i Moldova de seneste syv sæsoner, men det er ikke nogen imponerende liga. Og så er det også lidt sjovt, at der næsten ikke er nogle spillere i truppen, der kommer fra Moldova. Langt de fleste er fra Sydamerika og Afrika.

I onsdagens kamp på Estadio Santiago Bernabeu var der ikke en eneste spiller fra Moldova i startopstillingen, og det er til trods for, at der var ikke færre end otte forskellige nationaliteter blandt de 11 startende spillere.

Får svært ved avancement

Med onsdagens 2-1 sejr over Real Madrid topper FC Sheriff Tiraspol gruppe D med seks point. Det betyder også, at holdet fra den moldoviske liga har opbygget et forspring på fem point ned til Inter på tredjepladsen.

Derfor kunne man fristes til at tro, at klubben dermed også har gode chancer for at avancere videre fra gruppespillet, men det har Flemming Toft svært ved at se for sig.

- Det er vildt flot, det Sheriff har præsteret, men det kommer også på baggrund af sejre over to modstandere, der virkelig har undervurderet dem. Det kommer holdene ikke til at gøre i de kommende kampe, og derfor bliver det svært for Sheriff at avancere.

- Men det er ikke utænkeligt, at de kan blive nummer tre i gruppen, hvilket vil sende dem i Europa League. Og det er jo også en sensation i sig selv. Det havde den lille klub fra Transnistrien nok ikke turde håbe på, da de så deres gruppe.

Gruppe D (efter to kampe)

  1. FC Sheriff Tiraspol 6 point
  2. Real Madrid 3 point
  3. Inter 1 point
  4. Shakhtar Donetsk 1 point

FC Sheriff Tiraspol er placeret i den autonome region Transnistrien i Moldova. Transnistrien agerer som en selvstændig stat og har også sit eget flag, men er ikke FN-godkendt. Derfor er FC Sheriff Tiraspol nødsaget til at spille i den moldoviske liga.

Flere eksperter ser Messis skifte til PSG som et udtryk for, at fodbolden for alvor har mistet sin uskyld, fordi mange af de største stjerner er blevet værktøjer i en storstilet politisk PR-indsats for regimer i Mellemøsten. Få hele historien i Kernen på TV 2 Play.