Fodbold

- Det er ufatteligt. Hvem havde troet, vi skulle spille mod FCK?

FC København tager torsdag aften imod Lincoln Red Imps fra Gibraltar, der for første gang i klubbens historie er med i et europæisk gruppespil.

Se FCK-Lincoln på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY

Anføreren arbejder i toldvæsenet. Cheftræneren har også et arbejde ved siden af. Og sådan er der flere eksempler på holdet.

Lincoln Red Imps fra Gibraltar har overraskende spillet sig ind i gruppespillet i den nye europæiske klubturnering Conference League, og når de torsdag aften betræder græsset i Parken, er der tale om meget mere end en fodboldkamp for anfører Roy Chipolina.

- Det er ufatteligt. Hvem havde troet, vi skulle spille mod FCK i sådan en arena? Det er en fantastisk rejse, vi har været på. Det er surrealistisk, at vi er her i dag, siger han til TV 2 SPORT.

- Hvis jeg skulle forklare, hvor vi kommer fra, og hvor vi startede, så er det bogstaveligt talt som taget ud af et eventyr. Vi er her for at nyde det, men vi giver også vores bedste. Det er 11 mod 11, så vi må se, hvad der sker.

Feriedagene er brugt op

Chipolina har faktisk allerede oplevet fodbold i Parken, da han sammen med Gibraltars landshold for to år siden tabte 0-6 til Danmark.

Sejr over et luxembourgsk hold i Champions League-kvalifikationen og senere en sejr over Riga i playoff-runden til Conference League har bragt Chipolina og holdkammeraterne helt ind i europæisk fodbold.

De tider er ovre, hvor man går ud og kører en modstander over

Jess Thorup, cheftræner i FCK

Det er stort, men det er også en udfordring.

Ifølge Gibraltar Chronicle fortalte Chipolina tidligere på måneden, at han allerede havde brugt sine feriedage fra arbejdet i toldvæsenet. Han er nemlig med i tre turneringer - den hjemlige liga, Conference League og VM-kvalifikationen med Gibraltar.

'Kan ikke overraske FCK'

FC København er kæmpefavoritter, og når man altså taler om et semiprofessionelt mandskab fra Gibraltar, er snakken om at undervurdere modstanderen uundgåelig.

Men Lincoln Red Imps' træner forventer ikke at blive undervurderet af FCK.

- Jeg er sikker på, FCK vil være klar. De har en stor fanbase og en dygtig trænerstab. Spillerne er på topniveau, så jeg tror ikke på, vi kan overraske eller chokere dem. De vil vide præcis, hvad vi kommer med, siger Mick McElwee.

Tilbage i 2016 tog Lincoln fodboldeuropa med storm, da de sensationelt slog Celtic med 1-0 i Champions League-kvalifikationen.

De nåede dog ikke videre og måtte altså vente helt til 2021 på at træde ind i et europæisk gruppespil for første gang i klubbens historie.

Thorup: Ikke noget dårligt hold

FCK-cheftræner Jess Thorup har selv stiftet bekendtskab med klubben tilbage i 2015, hvor han og FC Midtjylland vandt med 2-0 og 1-0 i kvalifikationen til Champions League.

- Lincoln er for mig ikke noget dårligt hold. Vi kommer ikke til at undervurdere dem, slår Thorup fast.

- De tider er ovre, hvor man går ud og kører en modstander over. Vi skal være fuldt fokuserede, som vi er til alle andre kampe.

FC København fik en fabelagtig start på sæsonen med 15 kampe uden nederlag.

Så løb klubben først ind i et 0-1-nederlag på hjemmebane til titelrivalerne fra FC Midtjylland, før det blev til sensationelt exit i pokalturneringen efter et 0-3-nederlag til 1. divisionsklubben Nykøbing FC.

- Vi er kommet videre fra den kamp. Vi har lagt os fladt ned i forhold til, at det ikke var godt nok, men vi har også givet det bedste svar i søndags, hvor vi helt suverænt vandt over FCN, siger Jess Thorup.

- Det er noget af det, vi skal bygge videre på. Vi har fået en fantastisk start på gruppespillet, og vi har et mål om at gå videre fra gruppen. Skal det opfyldes, skal vi have en sejr. Så er det egentlig ligegyldigt, hvem vi spiller mod.

FC København indledte gruppespillet i Conference League med en 3-1-sejr på udebane over Slovan Bratislava, mens Lincoln tabte 0-2 til PAOK.