Fodbold

Eksperterne spår, hvordan Europa-danskerne klarer sig i aften

Alle danske hold fik point i første runde af Europa League og Conference League. Skal det gentage sig i anden runde, kræver det en stor overraskelse.

Med tre uafgjorte og én sejr fik de danske klubhold en fin start på Europa League og Conference League.

Alle hold fik altså point for to uger, men samme scenarie gentager sig næppe torsdag aften. Især Brøndby står nemlig over for en klassemodstander i franske Lyon.

Eksperterne, der i aften skal kommentere kampene på TV 2 SPORTs kanaler, giver herunder deres bud på de danske holds chancer.

Lyon - Brøndby

Ekspert: Peter Graulund

- Det bliver en rigtig stor mundfuld. Lyon er et klassehold med en stor international historie i de europæiske klubturneringer. Det gør det ikke bedre, at Brøndbys klart skarpeste mand, Mikael Uhre, ikke er fløjet med til Frankrig, siger Graulund.

- Han er meget effektiv og helt sikkert én, de kunne have brugt, hvis man skulle drømme om at få point. Niels Frederiksen har sagt, at de vil spille på en måde, de aldrig har spillet på før. Det bliver lidt et eksperiment; ikke dermed sagt, at det bliver en omgang 'for sjov-fodbold'. Sådan er fodbold ikke på det niveau.

  • Chance for Brøndby-sejr: 5 %
  • Chance for uafgjort: 15 %
  • Chance for nederlag: 80 %

Europa League-kampen starter klokken 18.45 og kan ses på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Braga - FC Midtjylland

Ekspert: Kasper Lorentzen

- Det er hjemmebanen, der giver Braga en lille fordel, men FCM kan sagtens ende med at vinde. Braga er nummer fem i den portugisiske liga, og resultaterne taler ikke for, at de er flyvende. De vinder ikke over hold, de skal slå, og når de vinder, scorer de sent.

- De har ikke momentum lige nu, og derfor synes jeg, det er en spændende kamp. FC Midtjylland har vist, at de skal være med på Europa League-niveau. FC Midtjylland har nogle våben - for eksempel standardsituationer - der kan gøre ondt på dem.

  • Chance for FCM-sejr: 28 %
  • Chance for uafgjort: 40 %
  • Chance for nederlag: 32 %

Europa League-kampen starter klokken 21.00 og kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

FC København - Lincoln

Ekspert: Andreas Laudrup

- Lincoln er et semiprofessionelt hold. Det er spillere, der arbejder for toldvæsnet og på hospitaler krydret med nogle professionelle fra Mexico, Spanien og så videre.

- Fokus bliver ikke noget problemer for FCK. De kommer med 100 procent fokus, og de vil vise, at de kan være den store i de her dueller. De kommer til at vinde på fokus og kvalitet, men også fysik, i og med Lincoln heller ikke er startet i deres egen liga i Gibraltar endnu.

  • Chance for FCK-sejr: 85 %
  • Chance for uafgjort: 10 %
  • Chance for nederlag: 5 %

Conference League-kampen starter klokken 21.00 og kan ses på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Cluj - Randers

Ekspert: Jakob Michelsen

- Der venter en jævnbyrdig affære, dog med rutinerede Cluj som svag favorit i kraft af hjemmebanefordelen. Cluj har stor europæisk erfaring, og med hjemmebane bør de være svage favoritter.

- Men Randers har et godt strukturerete hold, der kan gøre ondt på de fleste. Det så man også i kampene mod AZ Alkmaar og Galatasaray.

  • Chance for Randers-sejr: 30 %
  • Chance for uafgjort: 30 %
  • Chance for nederlag: 40 %

Conference League-kampen starter klokken 18.45 og kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.