Fodbold

Schmeichel snydt af Ferguson: - Hvad fanden taler du om? Hvad bilder du dig ind?

TV 2 SPORT bringer her et uddrag af Peter Schmeichels nye selvbiografi 'One'.

Peter Schmeichel har levet et fodboldliv, de færreste kommer i nærheden af at opleve – men nu er det muligt at komme helt tæt på hans imponerende karriere.

I en ny bog søger Schmeichel svar på, hvorfor det lige var ham, der fik lov til at udleve drengedrømmen som målmand for Manchester United og for det danske landshold. Hvorfor det lige var ham, der blev en af verdens bedste med mesterskaber, EM-triumfen i 92 og Champions League-sejren i 99 på cv'et.

Men selv i en enestående karriere var det ikke alt, der gik, som Peter Schmeichel havde håbet.

Det fortæller han blandt andet i kapitlet 'Ikke min bedste dag', som TV 2 SPORT bringer herunder i samarbejde med Politikens Forlag.

Peter Schmeichels 'One - min selvbiografi' udkommer 30. september.

Bogen er skrevet i samarbejde med Jonathan Northcroft – på dansk ved Tonny Vorm.

IKKE MIN BEDSTE DAG

Min sidste dag i Sporting Lissabon skulle have været 26. maj 2000 – præcis et år efter drømmeaftenen på Camp Nou. En uge efter vi havde vundet mesterskabet, spillede vi 1-1 mod Porto i den portugisiske pokalfinale. Fire dage efter, 25. maj, tabte vi returkampen 2-0 på Estádio Nacional i Lissabon. Jeg gik fra banen, rasende af flere årsager; de fleste havde med dommeren at gøre.

Næste dag ringede jeg til Luís Duque, og vi aftalte et møde, som Paul Stretford og jeg så tog til. Paul havde længe haft gang i en dialog med Fergie, der ville have mig tilbage til Manchester United. I løbet af de seneste tre uger havde Fergie prikket til os. Du skal ud af din kontrakt på en fri transfer, var hans budskab til mig. Når det sker, har vi en aftale.

At vende tilbage til United var mit højeste ønske. Men jeg ville ikke skabe uro i Sporting eller distrahere vores jagt på pokaler, så jeg besluttede mig for at vente til efter sæsonen med at gøre noget ved det. Når jeg ser tilbage på det, var det måske en fejl at vente, men det er jo sådan, jeg er, fodbolden er det vigtigste. Men i hvert fald: Da vi var på vej til mødet med Luís Duque, ringede Paul til Fergie for at give ham en status.

"Vi er på vej ind for at få det gjort nu".

"Godt", sagde han. "Ring til mig, når I er færdige".

Det lignede en god dag. Jeg længtes efter at være tilbage på Old Trafford, og Paul havde forhandlet en god aftale for mig. Kontrakten med løn og alle detaljer var på plads. Jeg havde set frem til ikke at skulle skjule det længere og komme videre. Om aftenen skulle jeg flyve til Danmark og støde til landsholdet. Det glædede jeg mig også til. Vi skulle i gang med forberedelserne til EM 2000 og mente, at vi havde gode chancer efter den fine præstation ved VM 98.

Jeg var klar til at afslutte mit portugisiske eventyr. Det havde intet med Sporting eller landet at gøre. Jeg kunne lide klubben og holdt af at bo i Portugal, men jeg kæmpede med livet som fodboldspiller i Portugal. Jeg brød mig ikke om at være så meget på hotel, at være under så meget kontrol og ikke have frihed til at gøre det, jeg mente var rigtigt for mig. Jeg var vant til Premier League-stadioner og et system i United, hvor en manager med format gav de voksne i omklædningsrummet frihed og ansvar. Jeg er sikker på, at havde jeg startet min karriere i Portugal, ville det aldrig have været et problem, for så ville det bare være sådan, det var.

Vi ringede til Fergie fra bilen for at overbringe ham de gode nyheder. Intet svar.

Peter Schmeichel

Carlos Freitas sad sammen med Luís Duque på kontoret. De forklarede mig, at jeg var alt for vigtig til, at de ville give slip på mig, men jeg redegjorde for min personlige situation uden at nævne United. "Hvis jeg var kommet direkte hertil fra Brøndby, havde det sikkert været anderledes, men jeg har svært ved at vænne mig til det portugisiske system. Jeg er 36, vil leve et så normalt liv som muligt, og jeg savner England". De lyttede, og til sidst sagde de: "Okay. Vi vil gerne have, at du bliver. Vi holder meget af dig. Men vi respekterer, at du var med til at sikre os et mesterskab. Du kom på en fri transfer, så du får selvfølgelig også lov til at rejse på en fri transfer". Det var en flot gestus. For at få kontrakten annulleret skulle der skrives under på nye dokumenter, en notar blev hentet, og alt skulle kontrasigneres. Det tog sin tid, men vi kom igennem det.

Både Paul og jeg sad med blandede følelser, da vi kørte derfra. Vi var glade for, at mødet var gået, som det skulle, og samtidig var det trist, at Luís Duque, Carlos Freitas og deres personale var oprigtigt kede af at sige farvel til mig. Men jeg vidste, hvad jeg ville.

Vi ringede til Fergie fra bilen for at overbringe ham de gode nyheder. Intet svar. Vi ringede igen. Intet svar. Vi blev ved med at ringe, men han tog ikke telefonen. Til sidst ringede jeg til Old Trafford og bad om at blive stillet igennem til Martin Edwards. Jeg kunne med det samme høre, at der var noget galt. "Peter, det er ude af mine hænder", sagde Martin. "Du må tale med manageren".

Køreturen fra Estadio José Alvalade til mit hjem varede 40 minutter. Der var en port til huset og en indkørsel, der skrånede til venstre ned til en kældergarage. Til højre var der en gangsti op til hoveddøren, og her lå også vores to hundes hundegård. Da jeg kørte ned til garagen, sprang den ene hund begejstret ud og ind under hjulene på bilen. Den lavede en forfærdelig lyd. Jowwwwwwwwww. En masse ubehagelige følelser og tanker kværnede rundt i mig: Det bekymrede mig, at Fergie ikke tog telefonen, og jeg var panisk, fordi jeg kunne se, at hunden var kommet alvorligt til skade.

Det var en sjov og kærlig lille hund, en blanding af utallige racer. Vi kaldte den cirkushunden. Vi havde hentet den på en gård, og den kunne springe næsten to meter op i luften, altid glad og fuld af energi. Jeg ringede til min daværende kone, der kom hjem med børnene og kørte den stakkels hund på dyrehospitalet. Vi var alle hårdt ramt.

Hunden røg straks på intensiv, og dyrlægen gav den 50 procents chance for at overleve. Hjemme sad jeg og talte med Paul og var nærmest i chok. Hvor var Fergie? Hvad havde han gang i? Jeg havde ikke regnet med problemer af nogen art.

Jeg pakkede og tog til lufthavnen med Paul. Vi sad i loungen i afgangshallen, da vi for 120. gang ringede til Fergie. Endelig tog han telefonen. Paul satte ham på medhør. "Ja, altså, jeg er nødt til at satse på noget andet", sagde han vævende. "Jeg bliver nødt til at tænke på klubbens fremtid …".

Klubskiftet ville ikke blive til noget.

Jeg havde ikke længere nogen kontrakt – med nogen. Aftenen inden havde jeg tabt pokalfinalen, og jeg havde lige kørt min hund over.

Peter Schmeichel

Jeg brød ind: "Hvad fanden taler du om? Hvad bilder du dig ind? Vi talte med dig i morges. Hvis du havde det sådan, hvorfor stoppede du mig så ikke dér? Jeg har fået min kontrakt annulleret og gjort en masse i min klub kede af det – for noget, du allerede havde besluttet ikke ville komme til at ske".

Der var det ved Fergie, at når man havde et stærkt argument mod ham, havde han intet at sige. Han ville hellere undlade at bestride pointen end risikere at blive fanget i at tage fejl. I stedet gentog han sig selv: "Arh. Jeg må tænke på klubbens fremtid". Det viste sig, at "fremtiden" var Fabien Barthez.

Vi afsluttede samtalen. Jeg var fuldstændig målløs. Jeg havde ikke længere nogen kontrakt – med nogen. Aftenen inden havde jeg tabt pokalfinalen, og jeg havde lige kørt min hund over.

Snart skulle flyet til København boarde. Det, der skulle have været en festdag, føltes pludselig som den værste dag i mit liv. En af de ting, der bekymrede mig mest, var, at jeg havde fortalt børnene, at vi skulle tilbage til Manchester. Det glædede de sig til. Jeg havde lige sagt farvel til dem og skulle være væk fra dem halvdelen af sommeren. Nu blev jeg nødt til at ringe hjem og give dem den dårlige nyhed.

Paul og jeg talte os frem til en plan. Vi ville fortælle Sporting, at jeg fortrød. At jeg var kommet hjem og havde sagt til familien, at vi skulle tilbage til England, hvorefter de havde sagt: "Aldrig i livet. Vi elsker at bo her". Paul ringede derfor til Carlos Freitas, der var lykkelig for, at jeg havde skiftet mening. Han ville få fat i notaren og smide annulleringen i skraldespanden.

Jeg ringede hjem til min daværende kone. Hun var kommet tilbage fra dyrehospitalet, og dyrlægen mente, at hunden så ud til at overleve. Jeg fløj til København og tjekkede ind på Hotel Marina i Vedbæk. Resten af truppen ville dukke op næste morgen, så jeg tog hjem til Gitte og Tommy Christensen, som boede lige i nærheden. Efter en så stressende dag var det rart at få et par drinks, og det endte med, at vi rundede aftenen af på hotellets natklub. Da jeg vågnede næste morgen, lå der 20-30 opkald og beskeder og ventede hjemmefra.

"Hvor fanden har du været?", blev der sagt, da jeg kom igennem. "Hunden er død".

Og oven i alt det blev der over tre kampe scoret otte gange imod mig til EM 2000. Det kunne nemt have været mange flere. Selv scorede vi ikke ét eneste. Vi havde flere skadede spillere med, som vi håbede kunne nå at blive klar, men det blev de desværre ikke. En rigtig lorteturnering at slutte sommeren af på.