Koeman har fået nok: - Det er, som om jeg allerede er væk
Ifølge flere spanske og internationale medier er det kun et spørgsmål om tid, før Ronald Koeman er færdig i FC Barcelona.
Se Atlético-Barcelona på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY
To skuffende pointtab i LaLiga og en historisk dårlig start på Champions League har vendt en glimrende sæsonstart på hovedet for FC Barcelona.
I midten af orkanen står hollandske Ronald Koeman, der har været Barcelona-træner siden august 2020.
Efter onsdagens 0-3-ydmygelse mod Benfica i Champions League står fodboldgiganten uden point efter to kampe for første gang nogensinde.
Og ifølge flere spanske og internationale medier kan Koeman meget vel stå uden job efter lørdagens kamp mod de forsvarende mestre fra Atlético Madrid.
- Klubben har ikke sagt noget til mig. Jeg har fået at vide, at præsidenten (Joan Laporta, red.) var på træningsanlægget her til morgen (fredag, red.), men jeg så ham ikke, sagde Koeman ifølge ESPN på fredagens pressemøde.
- Vi forbereder os på kampen. Jeg kan ikke sige noget. Men jeg har øjne og ører og ved, der er mange ting at filtrere, men jeg forestiller mig, at noget af det er sandt. Men ingen har fortalt mig noget.
- Som om jeg allerede er væk
Hollænderen indledte pressemødet på spektakulær vis, da han citerede den tidligere Barcelona-træner Louis van Gaal: "Goddag mine venner fra pressen."
Citatet er iøjnefaldende, fordi van Gaal brugte det som sin afsked til klubben, da han blev fyret. Sætningen fra van Gaal blev nemlig efterfulgt af ordene: "Jeg rejser. Tillykke."
Så vidt kom det ikke på Koemans pressemøde, men han fortalte, at han havde fået nok af at forsvare sig selv - "Det giver ingen mening", som han sagde - så han nærmest måbede, da han blev spurgt om sine bedste og værste minder fra tiden i FC Barcelona.
- Skal jeg virkelig svare på det? Det er, som om jeg allerede er væk, sagde han, men svarede alligevel:
- Det bedste øjeblik var uden tvivl, da jeg skrev under på kontrakten som Barca-træner. Det værste var, da Lionel Messi forlod klubben.
- Alle trænere respekterer Koeman
Koeman kommer dog ikke til at sidde på trænerbænken lørdag klokken 21, når Barcelona møder Atlético Madrid på udebane.
Han afsoner nemlig en karantæne på to kampe, og dermed kommer han ikke til at stå ansigt til ansigt med trænerkollegaen Diego Simeone fra Atlético.
- Jeg læser ikke rygterne. Koeman har vist stor karakter, og jeg ønsker ham alt det bedste. Vi fokuserer på vores egen situation, men jeg ved, han må være i en ubehagelig situation.
- Alle trænere respekterer Koeman, og det vil jeg altid gøre, sagde Diego Simeone ifølge Marca på Atléticos pressemøde op til kampen.
Kampen mellem Atlético Madrid og FC Barcelona kan ses på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.