Ligachef fyret - trænere anklaget for misbrug

Chefen for den amerikanske kvindeliga i fodbold stopper efter anklager mod trænere for seksuelt misbrug.

En skandalesag har ramt den amerikanske kvindeliga i fodbold, NWSL.

Den succesfulde træner Paul Riley er anklaget for flere tilfælde af seksuelt misbrug i flere af de klubber, han har været ansat i det seneste årti.

Torsdagens afsløring i avisen The Athletic kostede i første omgang Riley jobbet i topklubben North Carolina Courage, da han blev fyret. Fredag fik det så konsekvenser for ligachef Lisa Baird, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Baird beskyldes af flere spillere for ikke at have taget anklagerne alvorligt. Især, da hun for flere måneder siden hørte om oplysningerne om Riley, skriver New York Times.

- Jeg er så ked af den smerte, det har forårsaget, skrev Baird i en erklæring, kort før hun blev tvunget til at trække sig fra posten.

Baird havde tidligere meddelt, at weekendens kampe i NWSL ville blive udskudt på grund af oplysningerne.

- Alle har brug for lidt tid til at fordøje dette, lød hendes begrundelse.

Afviser anklager

Paul Riley er anklaget for fra 2010 og frem have udnyttet sin position til at tiltvinge sig sex i flere klubber og ligaer. Han afviser alle anklager.

Riley er den anden træner, der i denne uge bliver fyret på grund af anklager om misbrug. Tirsdag måtte Richie Burke fra Washington Spirit forlade sit job på baggrund af en artikel i Washington Post.

Sagerne har nu fået Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) til at sætte en undersøgelse i gang.

- Vi kan bekræfte, at FIFA har indledt en indledende undersøgelse på grund af de alvorlige påstande fra flere spillere, oplyser Fifa i en erklæring ifølge Reuters.

Oplysningerne har rystet amerikansk topfodbold. De kommer efter lignende beskyldninger om misbrug inden for blandt andet amerikansk gymnastik.

NWSL har eksisteret siden 2012 og tæller en række af de største kvindelige fodboldspillere.