Ung FCM-keeper er månedens spiller i Superligaen
Elias Olafsson, der har holdt målet rent i Jonas Lössls fravær, er kåret som septembers bedste i Superligaen.
FC Midtjylland-målmanden Jonas Lössl, der også plejer at være en del af A-landsholdet, har været ukampdygtig i en måned, men det har ikke svækket det midtjyske tophold.
I stedet har Elias Olafsson passet kassen, og den 21-årige islænding har i den grad grebet chancen.
Det blev understreget lørdag, da 3F Superligaen kårede ham som månedens spiller for september.
Kåringen sker på baggrund af tre ligarunder, hvor Olafsson i dem alle har holdt målet rent for FCM. Det skete i holdets sejre over FC Nordsjælland, FC København og Randers FC.
Heller ikke i ligadebuten i august mod Silkeborg blev der scoret mod ham.
Olafsson er endda også blevet noteret for en assist mod FCN, og han er for de flotte præstationer blevet udtaget til Islands A-landshold.
Han blev kåret som månedens spiller foran holdkammeraten Erik Sviatchenko samt AaB's Rasmus Thelander.
Olafsson får overrakt prisen, når FCM søndag tager imod AGF i Superligaen.
Så er spørgsmålet bare, om træner Bo Henriksen foretrækker Olafsson eller Lössl som målmand. Sidstnævnte fik comeback i truppen efter sin skade, da FCM torsdag mødte Braga i Europa League-gruppespillet.
FCM fører Superligaen med 24 point, mens FCK følger efter med 23 efter de første 10 runder.