United sætter point til mod Everton
Manchester United var foran ved pausen, men måtte nøjes med 1-1 mod Everton, som var tæt på sejren til sidst.
Ole Gunnar Solskjær havde bænket Cristiano Ronaldo til hjemmekampen mod Everton, men alligevel virkede Manchester United i kontrol halvvejs.
Trods indskiftning af Ronaldo efter pausen lykkedes det Everton at få udlignet efter pausen, så opgøret sluttede 1-1.
Det fratog United muligheden for at overtage førstepladsen i Premier League, hvor man er a point med Liverpool, som dog har spillet en kamp mindre. Everton er som United på 14 point.
Everton kom frem til nogle chancer i løbet af de første 45 minutter, men det var hjemmeholdet, som sad på kampen.
Rafael Benitez havde dikteret en stram organisation i håbet om at holde United fra scoringer, og det lykkedes indtil kort før pausefløjtet.
Kreatøren Bruno Fernandes diskede op med en sublim tæmning på en knaldhård aflevering lidt uden for feltet, som skar Evertons defensiv i stykker.
Med et par træk lokkede han midtstopperne til at blive centralt for så at flytte bolden ud til venstre, hvor Anthony Martial med et hårdt spark passerede Jordan Pickford.
Stjerneindskiftere hjalp ikke
Gæsterne løsnede de defensive tøjler en smule efter pausen, og det gav en mere åben kamp i begge ender.
Ti minutter efter pausen ville Ole Gunnar Solskjær ikke længere holde sine offensive nyindkøb på bænken. Både Ronaldo og Jadon Sancho blev sendt ind, mens en småskadet Martial og en anonym Edinson Cavani gik ud.
Det var dog Everton, som i denne fase af kampen virkede farligst. Uniteds forsvarskæde var til at tale med, og et skidt udført hjørnespark af hjemmeholdet førte til udligningen.
Everton fik en kontra, som blev eksekveret perfekt, så Andros Townsend til sidst var alene igennem og kunne gøre det til 1-1.
Det fik gæsterne til at rykke kæderne lidt tættere sammen igen, og United havde svært ved at skabe de helt store chancer.
I stedet troede de fleste, at Everton fem minutter før tid måske snuppede alle de tre point. United-holdet var helt uorganiseret i fremløbet efter en Everton-dødbold, og Tom Davies blev spillet helt fri i feltet.
Han undlod at afslutte og spillede i stedet Yerry Mina helt fri tæt under mål, så han bare skulle sætte indersiden på. VAR afslørede dog, at han var en støvlelængde i offsideposition, så scoringen blev annulleret.
Det blev kampens sidste store chance, og skuffede tilhængere på Old Trafford begyndte at søge mod udgangene i tillægstiden.