Fodbold

FCK smider point på sent selvmål

Viborg leverede en flot præstation i Parken, og de endte med at tage ét point med hjem.

FC København spillede søndag aften 1-1 mod Viborg på hjemmebane i Superligaen. Jens Stage scorede selvmål i de døende sekunder.

FCK havde længe problemer med at bryde Viborgs defensiv ned, men efter 76 minutter kom forløsningen, da netop Jens Stage scorede i den rigtige ende til 1-0. I fire minutters overtid headede Stage et hjørnespark i eget net.

FCK 1-1 Viborg

  • 76': 1-0, Jens Stage
  • 94': 1-1, Jens Stage (selvmål)

Københavnerne er nummer to i Superligaen, men de taber terræn til FC Midtjylland, som slog AGF med 4-0 søndag. Tre point adskiller dem.

Viborg er nummer 10.

Sådan forløb kampen

/ Ritzau

Viborg stod godt i kæderne og femmandsmidtbanen lukkede rummene, så hjemmeholdet fik svært ved at skabe chancer. Derfor måtte københavnerne angribe over kanterne, hvor føringsmålet også kom fra.

Den anden vej kom gæsterne til flere fine kontramuligheder, men skarpheden haltede gevaldigt hos især angriberen Jay-Roy Grot.

Carlos Zeca fik kampens første mulighed i det ottende minut, da han helt umarkeret headede lige på Viborg-keeper Lucas Lund efter et hjørnespark.

Minuttet efter fik gæsternes angriber Jay-Roy Grot en endnu større chance, da han blev spillet alene igennem mod mål, men han misbrugte på det skammeligste og sparkede forbi.

Fire minutter før pausen modtog FCK's angriber Jonas Wind en tværpasning lige foran mål, men han afsluttede svagt lige på keeperen.

FCK’s kreatør Pep Biel sendte et frispark på stolpen i det 76. minut, inden midtbanespilleren Jens Stage sparkede hjemmeholdet på 1-0 et minut senere, da han bankede en tværpasning fra venstre i kassen.

Men i kampens allersidste sekund blev Stages mulige helterolle vekslet til en uheldig rolle, da han efter et hjørnespark kom til at score i eget net til slutresultatet.