Fodbold

Hjulmand har afvist flere henvendelser

Danmarks succes ved EM kastede ifølge Kasper Hjulmand flere henvendelser af sig, men han har afvist alle.

Danmark nåede helt til semifinalen ved sommerens EM-slutrunde, og det gjorde landstræner Kasper Hjulmand til en eftertragtet herre.

Det siger han i et interview med Ekstra Bladet søndag.

- Jeg har hen over sommeren fået flere henvendelser, men jeg har afvist alle. Jeg har ikke brugt to sekunder på at overveje mulighederne, siger han.

Det danske landshold rejste sig på imponerende vis efter en EM-premiere mod Finland, hvor spillerne så holdkammeraten Christian Eriksen falde om og blive genoplivet på Parkens græstæppe.

Efter et følelsesladet nederlag til Belgien blev det til en sejr i sidste gruppekamp over Rusland.

Det gav danskerne medvind, og efter sejre over Wales og Tjekkiet blev de klar til semifinalen.

Her tabte Hjulmands tropper til England, men det bedste danske EM-resultat siden triumfen i 1992 var en realitet.

Fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union (DBU) Peter Møller understregede efter slutrunden, at Hjulmand ikke var i spil til et nyt job. Og det er træneren heller ikke selv interesseret i lige nu.

- Jeg elsker jobbet. For mig er det en stor udfordring at se, hvor langt vi kan nå. Hvor godt vi kan komme til at spille, fordi vi har et meget spændende hold med stort potentiale, siger han til avisen.

Kasper Hjulmand har kontrakt med DBU frem til sommeren 2024. Han har tidligere været træner for FC Nordsjælland.

For tiden jagter det danske landshold en plads ved VM i 2022. Med seks sejre i seks kampe og en målscore på 22-0 er holdet tæt på at indløse billetten.