Liverpool og City deler i underholdende Salah-show
Mohamed Salah leverede flot assist og smukt mål, da Liverpool hjemme spillede uafgjort mod Manchester City.
En festforestilling i en kamp om Premier Leagues førsteplads. Det kunne man med rette kalde Liverpools hjemmekamp mod Manchester City, der sluttede med 2-2.
Målene kom først efter pausen, men så var de til gengæld også flotte, og selv om City måske var bedst set over hele kampen, var det ikke ufortjent, at Liverpool fik et point.
Pointdelingen betød samtidig, at Chelsea beholder sin førsteplads med 16 point, mens Liverpool og City følger efter på de næste pladser med henholdsvis 15 og 14 point.
Kampens helt store oplevelse var Liverpools Mohamed Salah, der først lavede en flot assist og senere scorede et forrygende mål, men City svarede tilbage og fik uafgjort.
City-dominans i første halvleg
City burde have været foran efter første halvleg. Ganske vist havde Liverpool bolden mest i kampens første del, men hver gang der var optræk til mål, var det i hjemmeholdets ende.
Flere gange måtte keeper Alisson redde Liverpool i første halvleg. Ikke mindst unge Phil Foden blev spillet op til flere chancer, men i alle tilfælde var Alisson årvågen.
Også Kevin De Bruyne kunne have skaffet City pauseføringen, men helt fri foran mål headede han Fodens glimrende aflevering over mål.
Jürgen Klopp må have givet sine spillere en opsang i pausen, for det var et nærmest forvandlet Liverpool-hold, der kom ud til anden halvleg.
Hjemmeholdet spillede sig til et par halve chancer i starten, og i det 59. minut kom føringsmålet så efter et sublimt og hurtigt kontraangreb.
Mohamed Salah førte bolden frem og fandt Sadio Mané, der klinisk udplacerede City-keeper Ederson.
Men Phil Foden blev ved med at komme til chancer i Citys venstre side, og midt i anden halvleg havde han endelig succes med en afslutning.
Med et fladt skud mod fjerneste hjørne udnyttede han perfekt oplægget fra Gabriel Jesus til 1-1-scoring.
Salah var Liverpool's store helt
I den næste fase fornemmede man, at City var det bedste bud på en vinder, men så havde man ikke taget Salah med i ligningen.
Et kvarter før tid modtog han bolden uden for feltet i højre side. Først snoede han sig fri af tre City-forsvarer, så afdriblede han endnu én i feltet, før han fra en spids vinkel sparkede bolden i modsatte hjørne med højrefoden. Høj klasse.
Men hjemmeholdets glæde over 2-1-føringen blev kort. Fem minutter senere kom De Bruyne på skudhold i straffesparksfeltets bue, og belgieren svigtede ikke. 2-2.
I slutfasen var Liverpool tæt på sejrsmålet ved Fabinho, men hans afslutning ved bageste stolpe blev lige netop blokeret.