Fodbold

Mikael Uhre gik ud med skade, da Randers og Brøndby delte

En stor fejl af Brøndby og et selvmål af Randers betød, at det søndag endte 1-1 i superligakampen i Randers.

Først lavede Brøndby en kæmpe fejl i forsvaret, og sidenhen lavede Randers selvmål. Derfor endte det søndag 1-1 mellem de to klubber i superligaopgøret på Cepheus Park i Randers.

Undervejs gik Brøndby-topscorer, Mikael Uhre, ud med en skade. Han fik et vrid i anklen, da han kolliderede med Randers-målmand Patrik Carlgren.

Selv om Brøndby i starten lige skulle finde fodfæste og kom hurtigt bagud, fik det forsvarende mesterhold spillet sig op.

Begge hold havde mest at skyde med offensivt i første halvleg, og i anden halvleg virkede begge mandskaber trætte efter deres kampe i Europa torsdag.

Pointdelingen sender Randers på fjerdepladsen med 18 point halvvejs i grundspillet, mens Brøndby kravler over AGF på ottendepladsen med 12 point for 11 kampe.

Brøndby smed mange bolde væk i starten, og derfor var det symptomatisk, at Randers kom foran efter en fejl i det tiende minut.

Her spillede Brøndby-backen Andreas Bruus nemlig Randers-angriber Stephen Odey fri i feltet. Nigerianeren eksekverede og sendte hjemmeholdet på 1-0.

Brøndby kom langsomt bedre med og fik bremset Randers' overtag, og med fem minutter til pause kom 1-1-målet.

Et flot angreb endte med et indlæg fra Brøndby-backen Kevin Mensah, som Randers' Simon Graves gled ind i og sendte i eget net.

Kampbilledet var fortsat lige efter pausen, men Brøndby havde dog et lille overtag i starten.

Langsomt mistede udeholdet dog det spinkle momentum, og derfra var det meget få chancer, der blev skabt i anden halvleg.

Begge hold fik i de sidste ti minutter en enkelt chance for at tage alle tre point hver, men begge forsøg gik tæt forbi mål.