Fodbold

Sæsonens første trænerfyring i Premier League

Efter blot ti måneder i jobbet er Xisco Muñoz færdig som træner i Watford.

I december blev han hentet ind midt i sæsonen, og fire måneder senere var han med til at sikre holdet oprykning til verdens største liga.

Det går stærkt i fodboldverdenen, for nu er Xisco Muñoz færdig som træner i Premier League-klubben Watford.

Syv kampe inde i sæsonen, hvor oprykkerne er placeret på en 14.-plads, har bestyrelsen mistet tålmodigheden.

- Bestyrelsen føler, at de seneste indsatser mere end indikerer en negativ tendens på et tidspunkt, hvor holdets sammenhængskraft burde forbedres, skriver klubben på sin hjemmeside.

- Klubben vil for altid være Xisco taknemmelig for hans del i at sikre oprykning i sidste sæson, og vi ønsker ham alt det bedste i karrieren.

Watford tabte lørdag med 1-0 til Leeds, som altså blev den sidste med Miñoz i spidsen for holdet.

Den 41-årige spanier har gjort kometkarriere som træner, efter at han i 2016 indstillede sin aktive karriere.

I august 2020 blev han cheftræner i den georgiske klub Dinamo Dinamo Tbilisi, hvor han kortvarigt havde været en del af trænerstaben året inden.

Sidst på året vandt klubben mesterskabet, og da Watford havde fyret deres træner i samme måned, blev Xisco Muñoz hentet til Championship i England.