Fodbold

Solskjær stikker til eksperter, efter han bænkede Ronaldo

Manchester United skuffede på hjemmebane mod Everton.

Onsdag var han den store helt, da han i det femte tillægsminut sikrede Manchester United tre Champions League-point i kampen mod Villarreal.

Fire dage senere måtte Cristiano Ronaldo så tage plads på bænken i kampen mod Everton. Han kom på banen efter 57 minutter ved stillingen 1-0 til United, og kort efter udlignede Everton til kampens resultat.

Der blev inden kampen rejst spørgsmålstegn i engelsk presse som følge af Ronaldos bænkplads, men det affejede den norske manager Ole Gunnar Solskjær efter kampen.

- Ronaldo og jeg forstår mere, end eksperterne gør. Det handler om at vælge de rette tidspunkter, hvor han skal spille - og ikke om, at jeg ikke vil bruge ham, siger Solskjær ifølge norsk TV 2 til BBC.

- Han er ikke ung længere, men han er professionel og mere klar end nogensinde.

36-årige Ronaldo vendte til denne sæson tilbage til Manchester United og har scoret fem mål i sine første seks kampe.

"Forventer ikke ros"

Mens han som altid leverer mål, har holdet været meget svingende i resultaterne. I seneste Premier League-kamp tabte United 1-0 til Aston Villa, og Champions League-premieren endte i et nederlag til schweiziske Young Boys.

- Vi vil gerne være i toppen af tabellen hele tiden. Når vi kun har fået ét point i de to seneste hjemmekampe mod Aston Villa og Everton, forventer du ikke ligefrem ros, siger Solskjær.

- Vi er uden tvivl skuffede. Vi kan meget mere på holdet, og vi skal være bedre end det her.

Hyldest til Ronaldo

1-1-scoringen blev sat ind af Andros Townsend, der - apropos Ronaldo - valgte at efterligne portugiserens ikoniske jubelscene, hvor han hopper op, drejer en halv omgang i luften og lander med armene ud til siden og benene spredt.

Der var dog ikke tale om en stikpille, men derimod dyb beundring.

- Det er respekt for en fyr, der har haft indflydelse på min karriere, siger Townsend til BBC.

- Jeg har brugt mange timer på træningsbanen og i videorummet for at analysere hans frispark og finter og den måde, hvorpå han dedikerer sig selv til fodbold.

- Så det var ikke en efterligning, men et tegn på respekt for et af mine idoler. Jeg gjorde formentlig ikke jubelscenen ret eller udførte den perfekt.

Manchester United er på tredjepladsen i Premier League, to point efter topholdet Chelsea.

Søndag mødes rivalerne Liverpool og Manchester City, som begge har muligheden for at overtage førstepladsen i Premier League.