Fodbold

FCK-anfører skal opereres

FC København må undvære anfører Carlos Zeca i "en længere periode", efter han blev skadet i søndagens superligakamp mod Viborg.

FC København kommer til at spille uden sin sædvanlige anfører i et stykke tid.

Søndag udgik Carlos Zeca, da FCK mødte Viborg i Superligaen. Skaden så alvorlig ud, og mandag skriver klubben på sin hjemmeside, at der er tale om en korsbåndsskade.

Zeca skal opereres og forventes ude "i en længere periode". FCK-læge Morten Boesen mener, at det er for tidligt at sætte en mere konkret tidsramme på.

- For Zecas vedkommende er det som bekendt en alvorlig skade, som kræver både en operation og et længere genoptræningsforløb. Derfor er det lige nu for tidligt at sætte tidsramme på hans retur til fodbold, siger cheflæge Morten Boesen.

På Instagram skriver Zeca selv, at han misser resten af sæsonen.

Falk også ude

Rasmus Falk, der har været ude siden slutningen af august, er også ukampdygtig de næste fire til seks uger grundet en muskelskade, oplyser FCK.

- Det er først og fremmest hårdt for de to spillere, der nu bliver holdt fra at være den afgørende del af holdet, de normalt er, siger FCK-træner Jess Thorup på hjemmesiden.

- Vi tænker alle på dem og vil hjælpe dem så hurtigt tilbage som muligt. De er begge mentalt meget stærke personer, så jeg er helt sikkert på, at de kommer godt igennem det.

- Som hold er det indlysende, at det er et stort tab for os at miste to af Superligaens allerbedste spillere i lang tid, så det kommer til at stille krav til resten af truppen, hvor vi forventer at se andre spillere steppe op og løfte en større del af ansvaret på banen og i hverdagen, siger Jess Thorup.

Søndagens kamp mellem FCK og Viborg endte 1-1.