Skuffet og ked af sin fars fyring i FCK
FC Københavns Jonas Wind er skuffet over måden, klubben har valgt at fyre hans far, Per Wind, på.
Team manager i FC København, Per Wind, er blevet præsenteret for en fyreseddel sammen med Football Operations Manager, Mikael Antonsson.
Begge har dybe rødder i klubben, hvor særligt førstnævnte oftest er blevet hyldet og udpeget som værende utroligt vellidt blandt folk i og omkring FCK siden hans tiltrædelse for 22 år siden.
Ud over at være en stor del af klubben selv, så er han også far til en af holdets helt store profiler, nemlig Jonas Wind.
Han har haft nogle dage til at sunde sig ovenpå nyheden, som han selv fik overbragt i onsdags, men det ændrede ikke ved, at han fortsat var ked af beslutningen.
- Det har været hårdt. Ligesom min far er ked af det og skuffet, så er jeg det også. Det er min kære far, og det påvirker mig, men jeg skal selvfølgelig også fokusere på spillet på banen. Det er mit job, fortæller Jonas Wind.
Han er særligt skuffet over håndteringen af situationen, men mener ikke, det kommer til at påvirke forholdet til klubben.
- Jeg vil ikke stå at lyve. Jeg synes godt, det kunne have været håndteret bedre. Han har været en loyal og dygtig medarbejder. Det er underligt at sige om sin egen far, men jeg ved, hvor meget han har betydet for klubben og truppen.
- Jeg vil ikke sige, at det direkte påvirker mit forhold til ledelsen, men jeg er da skuffet ligesom min far.
Jonas Wind er godt klar over, at det også er en del af branchen, men ærgrer sig alligevel over måden, det skete på.
- Det er en hård branche. Det er jo ikke sådan, at min far er fredet. Det er blevet vurderet, at der skal ske noget, men det kunne godt være sket på en bedre måde.
Får måske lov at blive
En af beslutningstagerne bag fyringen er sportsdirektør Peter Christiansen, der selv udtrykte ærgrelse over at skulle tage afsked med Per Wind og Mikael Antonsson.
Han giver Jonas Wind ret i, at det kunne være blevet håndteret bedre.
- Hvis der er noget, der generer mig i denne sag, så er det, at vi ikke får den timing rigtig. Det var følelsesmæssigt en hård ting. Og vi har alle brug for at sunde os, lyder det fra FCK's sportsdirektør.
Per Wind er med sine 66 år snart nået en pensionsmoden alder, og det kunne derfor være nærliggende at lade ham blive, indtil han skulle nyde sit otium.
Den mulighed eksisterer stadig ifølge Peter Christiansen, der dog fortæller, at planen er, at begge afskedigede medarbejder bliver sæsonen ud.
- Det er udgangspunktet, at de bliver resten af sæsonen, men vi kommer til at melde noget ud, når vi har den model, der skal til nu. Jeg gav den besked. Den var hård at modtage, den var også hård for mig at levere.
- Det kan sagtens være, at der bliver lavet en ordning med ham, lyder det fra Peter Christiansen.
Søndag aften spillede FC København 1-1 på hjemmebane mod Viborg, hvor fansene flere gange i løbet af kampen sang deres hyldest ned mod Per Wind.