Fodbold

UEFA og DBU: VM-forslag vil skade kvindefodbold

DBU er mandag medunderskriver sammen med Uefa på en kritik af FIFA's planer om at afholde VM hvert andet år.

Det vil skade kvindefodbold, hvis det internationale fodboldforbund (FIFA) får held med idéen om at afvikle VM hvert andet år for både mænd og kvinder.

Det mener det europæiske fodboldforbund (UEFA), som mandag sammen med blandt andet Dansk Boldspil-Union (DBU) leverer en stærkt kritisk udtalelse om FIFAs VM-forslag.

- De foreslåede planer fra FIFA om at afvikle både herre- og kvinde-VM hvert andet år vil være dybt skadeligt sportsligt og økonomisk for kvindefodbold, lyder det indledningsvist i den fælles udtalelse.

Ud over UEFA og DBU står de nationale fodboldforbund i England, Tyskland, Italien, Holland, Schweiz, Rumænien, Sverige og Finland bag skrivelsen.

Også ECA, der er sammenslutningen af de europæiske fodboldklubber, er medunderskriver.

Kritikken mod FIFA lyder blandt andet på, at kvindefodbolden ikke er taget med på råd, og at processen er gået alt for stærkt.

- Det symbiotiske forhold mellem alle dele af verdensfodbolden kræver detaljeret og velovervejet eftertanke, før der kan træffes afgørende beslutninger om fremtiden for kampkalenderen for mænd og kvinder.

- Til dato har denne proces endnu ikke fundet sted, skriver UEFA, DBU og de øvrige medunderskrivere.

Kravet er, at FIFA engagerer sig i en ægte, fælles og åben dialog med relevante fodboldorganer og aktører.

Blandt kritikpunkterne mod et VM hvert andet år er blandt andet, at både mænd og kvinder i forvejen har et tætpakket kampprogram.

Det kan føre til en større risiko for flere skader, og det kan gå ud over spillernes mentale sundhed.

Et andet kritikpunkt er, at det vil ødelægge udviklingen i kvindefodbold, som vil få mindre opmærksomhed og risikere at miste sponsorindtægter.