Fodbold

Horsens-spiller er kræftfri

Jonas Thorsen er i gang med genoptræningen efter at have gennemført et forløb med kemoterapi.

AC Horsens-spilleren Jonas Thorsen er igen erklæret kræftfri, efter at han har været igennem kemobehandling.

Det skriver Horsens på sin hjemmeside.

Det var en rutinemæssig undersøgelse, der afslørede, at kræften var vendt tilbage efter en vellykket operation for testikelkræft, men nu er den alsidige spiller igen erklæret rask.

- For et par uger siden var jeg til en samtale med lægen, der har stået for min behandling, og han kunne fortælle mig, at jeg er blevet rask, og at kræften er væk, siger Jonas Thorsen.

Han kalder det "en kæmpe lettelse og en stor forløsning", men det var også lidt svært at forholde sig til beskeden, fortæller han.

- Jeg følte mig heller ikke helt rask, da jeg kom ind til lægen på grund af bivirkninger, der ikke var gået væk endnu, og det fyldte egentlig lidt mere på det tidspunkt end selve beskeden om, at jeg var blevet rask, fortæller Thorsen.

Følger eget træningsprogram

Han har dog stadig et stykke vej, inden han kan gøre comeback på fodboldbanen, da kemobehandlingen har nulstillet kroppen. Derfor følger han sit eget træningsprogram nu.

- Jeg har været vant til at være en af de spillere, der løber bedst, men mit løbeprogram er på to gange 500 meter med indbygget gang, og mine lunger og ben brænder, fortæller Thorsen.

- Jeg øver mig på at acceptere det, men der er virkelig langt fra at løbe 500 meter og til en fuld træning, hvor vi løber seks-otte kilometer med den intensitet, der er i træningen, så der er et stykke vej, men det kribler også i benene for at lave noget med bold.

31-årige Thorsen har en mangeårig fortid hos Viborg FF og har også en enkelt sæson hos tyske Eintracht Braunschweig på sit cv.

I 2019 skiftede han tilbage til Horsens, som han rykkede ud af Superligaen med i foråret.