Fodbold

Mareridtet er endelig forbi for en af verdens bedste

Den norske angriber Ada Hegerberg er udtaget til en fodboldkamp for første gang siden januar 2020.

Mens hele verden har kæmpet med coronapandemien, har en af verdens bedste kvindefodboldspillere kæmpet med en ualmindeligt lang skadespause.

Men nu er Ada Hegerberg endelig ude af mørket. Bedst som verden er ved at åbne sig, træder hun ind i fodboldens spotlight - og så på den helt store scene i Champions League. Hegerberg er nemlig udtaget til en fodboldkamp for første gang siden januar 2020, hvor coronavirus hovedsageligt var i omløb i Kina.

- Hej alle sammen, skriver Hegerberg på Twitter, hvor hun deler et billede af Lyons trup til Champions League-udekampen mod BK Häcken.

Den trup er Hegerberg en del af – ligesom danske Signe Bruun i øvrigt er det. Tirsdag aften skal de blandt andre møde de danske landsholdsspillere Stine Larsen, Luna Gevitz og Mille Gejl, der alle spiller for Häcken.

Kåret som verdens bedste

Alene udtagelsen er en bedrift for Hegerberg, der blev korsbåndsskadet i starten af 2020. Derefter har operationer og andre skader holdt vinderen af Ballon d’Or 2018 fra banen.

- Jeg vil tilbage på banen. Jeg vil være fodboldspiller, og jeg kommer ikke bare tilbage for at komme tilbage. Jeg kommer for at tage tronen, har hun tidligere udtalt til VG.

I 2019 blev Ada Hegerberg nummer fire i Ballon d’Or-afstemningen, og i 2020 blev afstemningen droppet på grund af coronapandemien.

Ballon d'Or er ligesom Ada Hegerberg tilbage i 2021. De nominerede præsenteres fredag den 8. oktober.