Premier League-klub solgt - fans jubler
Menneskerettighedsorganisationer forsøgte at få Premier League til at stoppe handlen på grund af de manglende menneskerettigheder i Saudi-Arabien.
Et saudiarabisk konsortium har torsdag fuldendt overtagelsen af den engelske fodboldklub Newcastle, bekræfter Premier League.
Køberne er blandt andet anført af den saudiarabiske investeringsfond Public Investment Fund (PIF), der kontrolleres af den saudiarabiske kronprins Mohammad bin Salman.
Investeringsgruppen, som PIF er en del af, fremførte tilbage i april et bud på knap 2,7 milliarder kroner for at købe klubben fra af den nu tidligere Newcastle-ejer, Mike Ashleys, hænder.
Men aftalen kollapsede efterfølgende. Det skete på grund af anklager om ulovlig streaming af fodboldkampe i Saudi-Arabien.
Det problem blev løst onsdag, da Saudi-Arabien ophævede sit forbud mod rettighedshaveren beIN Sports, der er baseret i Qatar.
Sports-washing
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har tidligere advaret Premier League mod at godkende salget af Newcastle til den saudiarabiske investeringsfond.
Organisationen mener, at ligaen er i "fare for at lade sig bruge af folk, som vil udnytte ligaens glamour og prestige til at overskygge handlinger, som er dybt umoralske, i strid med folkeretten og på kant med Premier Leagues og hele fodboldsamfundets værdier", lød det tidligere.
Fansene er tilsyneladende glade
Billeder på Twitter viser, hvordan fans af Newcastle fejrer handlen foran St. James' Park, hvor Premier League-klubben spiller sine hjemmekampe.
Det skyldes først og fremmest, at Mike Ashley ikke har været en populær skikkelse, siden han i 2007 overtog klubben.
Under Ashleys ledelse har den sportslige succes da heller ikke været prangende.
Newcastle har gennem en årrække befundet sig i midten eller i den dårlige halvdel af Premier League.
I 2016 tog klubben turen ned i den næstbedste række for anden gang efter årtusindskiftet. Men allerede sæsonen efter rykkede Newcastle op i den bedste engelske række.
En meningsmåling foretaget af Newcastle United Supporters Trust viste ifølge Reuters, at 93,8 procent af fansene støttede handlen.
Newcastle vandt sit seneste mesterskab i 1927, mens den seneste FA Cup-titel kom i hus i 1955. Målet er at skaffe metal af nyere dato til klubben, understreger Amanda Staveley, der er chef for PCP Capital Partners, som er en del af investeringsgruppen.
- Vores mål er det samme som fansenes - at skabe et hold, der har kontinuerlig succes, regelmæssigt kæmper med om store trofæer og skaber stolthed over hele kloden, siger hun til Newcastles hjemmeside.
Premier League skriver på sin hjemmeside, at ligaen har fået "juridisk bindende garanti for, at den saudiarabiske stat ikke kontrollerer Newcastle".