Schmeichel frygter altid det værste
Danmark slog Moldova 8-0 tidligere i VM-kvalen. Alligevel er der grund til at have stor respekt for lørdagens modstander, siger Kasper Schmeichel.
Moldova. Det klinger mere af melodigrandprix end topfodbold, men derfor blinker Kasper Schmeichels advarselslamper stadig som scenelyset i Eurovision.
Ifølge landsholdets sidste skanse kan meget gå galt lørdag aften, selvom Danmark slog Moldova med rekordcifrene 8-0 tidligere i VM-kvalen.
- Jeg går ind til alle kampe med samme tankegang: Hvad er det værste, der kan ske?
- Det er os målmænd, der skal være sortseerne og se, hvad der kan blive problematisk på dagen. Og der er ingen tvivl om, at der er risiko for at tabe en hvilken som helst kamp på det her niveau. Det skal være i vores tankegang, at det kan ske – men vores tillid til os selv er rigtig stor, inden vi går ind til kampen, siger Kasper Schmeichel til TV 2 SPORT.
I de første seks VM-kvalifikationskampe har Kasper Schmeichel ikke lukket et eneste mål ind. I den anden ende har Danmark scoret 22 gange, og med lutter sejre har landsholdet fået den bedste danske start på en kvalifikationsturnering nogensinde.
Omvendt har Moldova kun hentet et point i seks opgør, hvor en målscore på 3-18 vidner om visse udfordringer i gruppen. Det ene point blev hentet mod Færøerne, der i september var få minutter fra at få et overraskende point mod Danmark – og den kamp skal det danske lære af:
- Vi så problemerne, vi havde på Færøerne, og det kan godt ende lidt med det samme. Så vi skal have det mål, der gør, at de bliver nødt til at prøve at komme lidt ud og åbne op. Det vil være vigtigt, siger Schmeichel om lørdagens kamp i hovedstaden Chisinau.
På Færøerne scorede Jonas Wind kampens enlige mål efter 85 minutter. Det er den eneste kamp i VM-kvalen, Danmark 'kun' har vundet med et mål.
Hvis Danmark slår Moldova lørdag aften, kan VM-billetten sikres med en hjemmesejr over Østrig på tirsdag den 12. oktober uanset de øvrige resultater i gruppen.