Fodbold

Harder og Kjær nomineret til Ballon d'Or

Danmarks landsholdsanførere Pernille Harder og Simon Kjær er nomineret til den mest prestigefyldte fodboldpris.

For første gang nogensinde er både en dansk kvinde og en dansk mand nomineret til Ballon d'Or.

Fredag aften blev Pernille Harder præsenteret som en af 20 nominerede kvinder, mens Simon Kjær er blandt de 30 nominerede mænd.

Det er første gang, Simon Kjær bliver nomineret til den fornemme pris.

Simon Kjær er nomineret sammen med 29 andre spillere. Se alle de nominerede her.

Tre på stribe for Harder

For Pernille Harder er det tredje gang ud af tre mulige, at hun er nomineret.

- Danskeren har længe været en del af toppen. Hun er ikke kun en ren målscorer, for med sine permanente bevægelser kan hun få et forsvar til at gå i panik. Siden sin ankomst til London (Chelsea) i 2020 er denne status kun blevet stærkere, skriver France Football i deres omtale af de 20 nominerede kvinder.

Ballon d'Or er den mest prestigefyldte fodboldpris, og siden 2018 har den været uddelt til både mænd og kvinder.

I 2018 blev Pernille Harder stemt ind på andenpladsen med 130 point. Vinderen, norske Ada Hegerberg, fik 136 point.

I 2019 blev Harder nummer 14 i afstemningen, der afgøres af 50 internationale journalister og eksperter i kvindefodbold.

På grund af coronapandemien blev Ballon d'Or ikke uddelt i 2020. Her valgte FourFourTwo, der er Storbritanniens største fodboldmagasin, at kåre verdens bedste på samme vilkår, som France Football plejer at bruge. Den afstemning vandt Pernille Harder.

De nominerede til Ballon d'Or 2021 kan ses i videoen herunder.

Schmeichel nomineret som bedste målmand

France Football kårer også årets største talent og årets målmand.

Der er ingen danskere nomineret blandt de 10 største talenter, men blandt målmændene finder vi Kasper Schmeichel.