Forventningerne blev gjort til skamme, da Messi vendte hjem

Lionel Messi var hele følelsesregistret igennem i løbet af sommeren, da en af karrierens højdepunkter blev afløst af et uventet klubskifte.

Kildevæld i øjenkrogen kan skyldes mange ting. Spektret svinger fra sorgfulde til glædestårer, og i sommer har Lionel Messi oplevet begge disse yderpunkter.

Det begyndte i juli, da superstjernen og Argentina vandt landets første fodboldtrofæ i 28 år. Som anfører kunne Messi løfte Copa América-trofæet og glæde sig over at være sydamerikansk mester.

- Jeg havde nogle ekstraordinære øjeblikke med landsholdet. Det var virkelig sensationelt at vinde den titel, og noget jeg har drømt om længe. At det endelig lykkedes og så mod Brasilien i Brasilien; det var utroligt, siger Lionel Messi i et stort interview med franske L'Équpe.

I netop det interview åbner argentineren også op om den næste store skelsættende sommerbegivenhed. For det var slet ikke slut med at prøve nye ting for Lionel Messi.

For gennem hele sin professionelle karriere havde han kun repræsenteret én eneste klub: FC Barcelona.

Men det sluttede denne sommer til stor overraskelse for Messi selv, da han vendte tilbage fra landsholdet og ville underskrive en ny aftale med Barça.

- Jeg troede, at alt var på plads, og at det kun var min underskrift, der manglede. Men da jeg ankom til Barcelona, blev alt kompliceret.

- De fortalte mig, at det ikke længere var muligt at blive i klubben. At Barça ikke havde midlerne til det. Og det ændrede mine planer, siger Lionel Messi.

Præsident håbede på "gratis" Messi

Den spanske fodboldrække har en række regler omkring klubbernes lønrammer, og fordi Barcelona gennem længere tid har haft økonomiske problemer, så skulle Lionel Messi tage en gevaldig lønnedgang, hvis han skulle være blevet hos catalanerne.

Angiveligt var argentineren klar til at halvere sin astronomiske løn i Barcelona for at kunne blive. Men i sidste ende var det ikke nok.

Og faktisk har klubbens præsident efterfølgende udtrykt, at han håbede, at Messi slet ikke ville tage sig betalt for at fortsætte i klubben, som han spillede i siden 2003.

- Jeg håbede til sidste minut, at Messi ville spille gratis.

- Jeg ville have elsket det, og det ville have overbevist mig. Jeg tror, at ligaen ville have accepteret det. Men det kan vi ikke forvente af en spiller med hans niveau, siger Joan Laporta til Marca.

Havde andre tilbud end PSG

Lionel Messi var på det sidste pressemøde på Camp Nou tydeligvis bevæget over, at det blev til et farvel til Barcelona.

For det var ikke kun et farvel til klubben, men også til byen, hvor han og konen Antonela havde opdraget parrets tre sønner. Og at skulle flytte familien gjorde ondt på Messi.

- Det var ekstremt svært at acceptere. Bare tanken om at skulle forlade huset og vende familiens rutiner på hovedet. Børnene måtte skifte skole, og meget skulle ændres. Det var første gang i min karriere, siger Lionel Messi.

Næste destination blev den franske hovedstad og Paris Saint-Germain. Men som en af verdens bedste fodboldspillere, så var der valgmuligheder nok for Messi:

- Jeg blev kontaktet af flere forskellige klubber og fik tilbud fra dem. Men jeg må indrømme, at vi hurtigt blev enige med PSG. Det hele skulle klares hurtigt, nærmest på én nat.

- Selvfølgelig blev jeg tiltrukket af projektet, klubbens ambitioner og spillerne på holdet. Alt det lagt sammen gjorde det lettere at nå til enighed, siger Lionel Messi.

Den 10. august blev en to-årig aftale med Paris og Lionel Messi officiel.