Keeper laver spektakulært selvmål: - Jeg har ondt af ham
Danny Ward vil nok næppe tænke tilbage på kampen mod Tjekkiet med stor glæde. Dog får han støtte af flere holdkammerater.
Det skulle have været en smart tæmning med ydersiden, men det endte i et stort drop.
Den walisiske målmand Danny Ward fik en mindre god start på anden halvleg i kampen mod Tjekkiet i VM-kvalifikationen, da han lavede et spektakulært selvmål.
En walisisk forsvarsspiller havde erobret bolden og lagde den tilbage til Ward, der gjorde klar til at tæmme den. Men det kiksede, bolden trillede i mål, imens Danny Ward halsede efter. 2-1 til Tjekkiet efter 48 minutter.
Wales kom dog tilbage i kampen og sikrede et 2-2-resultat, og det er måske det, der har lettet på stemningen i Wales-lejren.
De bebrejder ham i hvert fald intet.
- Danny Ward har været super for mig. Jeg er heldig med at have tre enestående målmænd, men Danny vil absolut slå tilbage, siger landstræner Rob Page til Sky Sports.
Har ondt af ham
Angriberen Dan James siger, at han føler med sin målmand.
- Danny er en fantastisk karakter, men det sker, og man er nødt til at samle sig op. Han har været utrolig for os og reddet og så mange gange. Jeg har ondt af ham i aften, men vi fik uafgjort i sidste ende, siger James.
2-2-resultatet betyder, at kampen om andenpladsen i gruppe E er meget tæt.
Tjekkiet og Wales er begge på otte point, men Wales har én kamp til gode. Belgien er suverænt nummer et, imens andenpladsen i gruppen skal spille playoff i jagten på en VM-billet.