Østrig varmer op til Parken-besøg med pligtsejr

Med en 2-0-sejr på Færøerne levede Østrig op til forventningerne. På tirsdag venter Danmark i Parken.

Det bliver et østrigsk mandskab med en frisk succesoplevelse i bagagen, det danske fodboldlandshold møder i Parken på tirsdag.

Østrigerne levede op til favoritværdigheden på Færøerne og slog færingerne med 2-0 efter en scoring i hver halvleg.

Dermed rykker Østrig op på siden af Israel i VM-kvalifikationsgruppen. Begge hold er fire point efter Skotland, der i øjeblikket indtager den andenplads, der giver adgang til playoffkampe.

Østrig får dog med stor sandsynlighed en VM-chance ad bagvejen i form af en af de to playoffbilletter, der uddeles på baggrund af sidste års Nations League.

På udebane i Torshavn havde gæsterne det svært i kampens indledning mod et engageret færøsk hjemmehold.

Joan Edmundsson misbrugte en fin mulighed for færingerne, men efter 26 minutter bragte RB Leipzigs Konrad Laimer ro i de østrigske sind med sin scoring til 1-0.

Tre minutter efter pausen fordoblede Østrig føringen og afgjorde dermed reelt kampen. Marcel Sabitzer trykkede af lidt uden for feltet, og bolden blev rettet af og snød Teitur Gestsson i det færøske mål.

Mere blev det ikke til, men det var også nok for den pressede landstræner Franco Foda.

Holdet har haft en skuffende VM-kvalifikation, og i de østrigske medier blev der på forhånd spekuleret i, om den tyske træner ville være fortid i jobbet, hvis det skulle blive til pointtab i Torshavn.

Sådan gik det ikke, og nu venter altså Danmark i en fuldsat Parken på tirsdag, hvor Kasper Hjulmands tropper endegyldigt kan sikre sig adgang til næste års VM.