Fodbold

- Vi vil skabe problemer for Danmark, siger Moldovas træner

Danmark har ifølge et moldovisk medie leveret "en misundelsesværdig præstation" i VM-kvalifikationen.

0-8. Nederlaget til Danmark i Herning i marts er Moldovas største nogensinde.

En lignende lussing ønsker moldoverne ikke på Zimbru Stadion i Chisinau lørdag aften. Derfor har Moldovas italienske landstræner, Roberto Bordin, lagt en plan, der skal gøre livet surt for de danske spillere.

- Vi er klar over, at vi vil møde et stærkt hold, men vi er sikre på, at vi vil levere en god præstation. Vi vil naturligvis skabe nogle problemer for Danmark, som bestemt er et af de stærkeste hold, lød det fra Roberto Bordin på Moldovas pressemøde fredag.

Danmarks landstræner Kasper Hjulmand er bevidst om, at det kan blive en bøvlet kamp.

- Det er ekstremt svært mod en modstander, der kun har et eneste sigte: At slå spillet i stykker - og ikke er interesseret i at få tempo i kampen. Det er noget af det sværeste i fodbold overhovedet at spille den type kampe. Det er noget nemmere at spille mod nogle, der gerne vil spille med, sagde Hjulmand til TV 2 SPORT fredag.

"En misundelsesværdig præstation"

Danmark har foreløbig gjort rent bord i VM-kvalifikationen og ikke indkasseret et eneste mål i seks kampe. Det moldoviske medie Publika kalder det "en misundelsesværdig præstation".

Anderledes ser det ud for Moldova, der ligger sidst i kvalifikationsgruppe F med ét point og en målscore på 3-18.

- Vi ved, hvad der venter os. Danmark er en modstander, der ikke skal præsenteres særskilt, der ved vi alle. Vi har vores mål. Vi ønsker at få gode resultater i hver kamp, ​​trin for trin. Det er klart, at vi altid vil have dem til at være positive, sagde målmand Cristian Avram på Moldovas pressemøde.

Avram har haft pladsen i Moldovas mål i holdets seneste tre kvalifikationskampe. Alle tre har Moldova tabt. Det er dog forventningen, at det ikke koster ham startpladsen mod Danmark.

Cristian Avram, der for tiden spiller for FC Buzau i den næstbedste rumænske liga, var ikke med i Herning tidligere på året, da han først fik sin A-landsholdsdebut i juni.

Kampen i den moldoviske hovedstad fløjtes i gang klokken 20.45.