Fodbold

- Kunne jeg vælge, havde han haft en anden trøje på, siger Solbakken om Haaland

Den norske landstræner Ståle Solbakken kommenterer en video af kometen Erling Haaland, der træner i en trøje med Qatar på brystet.

Erling Haaland har scoret fem mål i seks VM-kvalifikationskampe, og derfor kan Ståle Solbakken kun være tilfreds med stjerneangriberens spil på banen.

Men udenfor kridtstregerne har den unge målsluger givet sin landstræner rynker i panden inden mandagens VM-kvalkamp.

Haaland har således delt en video på det sociale medie Twitter, hvor han træner i en Boca Juniors-trøje med sponsoren "Qatar Airways" på brystet. Et trøjevalg, Ståle Solbakken ikke ligefrem jubler over.

- Hvis jeg kunne vælge, havde han haft en anden trøje på. Så havde han for eksempel haft en norsk landsholdstrøje på, siger Solbakken ifølge norsk TV 2.

Trøjen kan i sig selv virke harmløs, men problematikken ligger i, at Norge har været et af de mest fremtrædende lande i kritikken af VM-værtsnationen Qatar.

Det norske landshold var blandt andet de første til at troppe op til kamp i protesttrøjer med teksten "Respekt. Både på og uden for banen".

Senere mødte de op i trøjer, hvor budskabet var: "Menneskerettigheder. Både på og uden for banen".

Derfor kan det virke besynderligt, at holdets største stjerne træner i en trøje med netop Qatar på brystet.

Ståle Solbakken fortæller dog også, at han udmærket er klar over, at Haalands tøjvalg i fritiden ikke har noget med landsholdets generelle standpunkter at gøre.

- Det har ikke noget med vores aktion at gøre. Erling repræsenterer ikke os, når han er der, siger den tidligere FCK-træner.

Det norske landshold er lige nu samlet for at spille VM-kvalifikation. Mandag aften vandt Norge 2-0 over Montenegro.

Norge ligger nummer to i deres kvalpulje efter otte kampe. Kun Holland er bedre.