Midt i succesen: - Vi kan gøre det endnu bedre

Under Kasper Hjulmand har Danmark fået en historisk god start på en kvalifikation. Efter syv sejre i træk kan VM-billetten sikres tirsdag aften.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men Kasper Hjulmand mener det, når han siger:

- Vi kan gøre det endnu bedre.

Ordene faldt på mandagens pressemøde, hvor Kasper Hjulmand både så frem mod den måske afgørende VM-kvalifikationskamp og tilbage på de syv sejre, der går forud for opgøret mod Østrig.

- Hvorfor er det danske hold så stærkt, spurgte en udenlandsk journalist.

Det er der mange grunde til, svarede Kasper Hjulmand, inden han opremsede nogle af dem og sluttede af med den ambitiøse konklusion.

- Vi har i et stykke tid haft en del unge spillere i europæisk fodbold. I en ung alder har de fået en god uddannelse forskellige steder i Europa, og så er de vokset i klubberne.

Danmark i VM-kvalen

Syv sejre i syv kampe

Ude mod Israel: 2-0

Hjemme mod Moldova: 8-0

Ude mod Østrig: 4-0

Hjemme mod Skotland: 2-0

Ude mod Færøerne: 1-0

Hjemme mod Israel: 5-0

Ude mod Moldova: 4-0

Hjemme mod Østrig: 12. oktober

Hjemme mod Færøerne: 12. november

Ude mod Skotland: 15. november

- På landsholdet er det også en lang rejse, hvor vi har bygget et stærkt hold. Trænerne før mig har bygget på det i årevis, så vi har en virkelig god holdånd.

- Og så er der kvaliteten af vores spillere. Den måde, de opfører sig på og spiller på. Og vores talentudvikling, selvfølgelig.

- Men den gode nyhed er, at jeg synes, vi kan gøre det endnu bedre. Der er gået mange år med hårdt arbejde, og nu står vi en rigtig god position, hvor vi kan fortsætte med at arbejde og gå efter de bedste resultater i de kampe, der er lige foran os, slutter Kasper Hjulmand sit svar.

Landsholdets næste kamp spilles som nævnt tirsdag aften i Parken, hvor Østrig kommer på besøg i den ottende VM-kvalifikationskamp ud af ti.

Hvis Danmark vinder, er deltagelse i Qatar 2022 en realitet allerede inden de sidste kvalkampe i november.